Jim Furyk vandt The Ally Challenge i sin debut på den amerikanske senior tour. Det var den første turnering på PGA Tour Champions siden Ernie Els vandt Hoag Classic i marts.
Inden finalerunden førte Brett Quigley i -11 foran Carlos Franco, Jim Furyk og Tommy Armour III i -10. Furyk fyldte 50 år den 12. maj, og spillede således sin første senior tour turnering.
Med en runde i -4 vandt Jim Furyk i -14 foran Retief Goosen og Brett Quigley i -12, mens Chris DiMarco, Rod Pampling og Wes Short Jr. delte 4. pladsen i -11.
Bernhard Langer blev nr. 7 i -10, mens Ernie Els delte 27. pladsen i -6 med bl.a. Mike Weir og K.J. Choi, som begge fyldte 50 år i maj.
Colin Montgomerie og Robert Karlsson delte 34. pladsen i -5, Scott McCarron og Vijay Singh blev nr. 41 i -3 og John Daly nr. 58 i par.
Furyk har vundet 17 gange på PGA Tour
Jim Furyk er den første til at vinde på PGA Tour Champions i sin debut siden Miguel Angel Jiménez i 2014. Gennem årene er der 19, som har præsteret at vinde i deres debut.
Jim Furyk har vundet 17 gange på PGA Tour og senest RBC Heritage 2015. Han var kaptajn for det amerikanske Ryder Cup 2018 hold, der tabte til Europa med Thomas Bjørn i spidsen.
Ingen Tourskole i år
Som følge af COVID-19 har man lavet en ny kombineret 2020-21 sæson på PGA Tour Champions. Spillere som Thomas Bjørn, der fylder 50 år i februar 2021, kan ikke kvalificere sig via en Tourskole i år, da den er aflyst.