Både første og anden runde af Italian Open har været forsinket af dårligt vejr. Lørdag fik man indhentet en del af det tabte, så de sidste spillere har spillet halvdelen af tredje runde.
Tre danskere klarede cuttet. Jeff Winther som nr. 27 i -5, Lucas Bjerregaard som nr. 40 i -4 og Lasse Jensen som nr. 53 i -3.
Morten Ørum Madsen havde gang i en god anden runde, men lavede en dobbeltbogey på sidste hul for at slutte som nr. 88 i -1, hvilket var to slag fra cutgrænsen. Det var hans 13. missede cut i træk…
Thorbjørn Olesen blev nr. 109 i +1 og Joachim B Hansen nr. 134 i +4. Søren Kjeldsen begyndte på anden runde, men trak sig med maveproblemer, mens Thomas Bjørn trak sig inden anden runde med rygproblemer.
Jeff Winther er lige udenfor top-10
Tilbage til tredje runde, som Jeff Winther nåede at spille 16 huller af. Han begyndte med en eagle, og er -6 for runden, så han er rykket frem til en 11. plads i -11.
Lucas Bjerregaard han spillet 14 huller i -3, hvilket giver ham en 37. plads i -7, mens Lasse Jensen er -3 efter 9 huller, hvilket placerer ham som nr. 45 i -6.
Levy er -7 efter 12 huller
Alexander Levy er -7 efter blot 12 huller af tredje runde, hvilket giver ham førstepladsen i -14.
Francesco Molinari, Chris Hanson, Chris Paisley og Danny Willett deler andenpladsen i -13 foran fem spillere i -12.
Rafa Cabrera Bello, Andy Sullivan og Matthew Fitzpatrick er blandt spillerne på en delt 11. plads i -11.
Chris Wood er nr. 18 i -10, Joost Luiten nr. 23 i -9 og Martin Kaymer nr. 31 i -8.
Italian Open sendes direkte på Viaplay.dk og forskudt på Viasat Golf. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.