For tredje år i træk har Jeff Winther sikret sig et Europa Tour kort via den krævende Tourskole. Martin Simonsen var ét slag fra Europa Touren, mens Anders Hansen faldt tilbage i finalerunden.
Martin Simonsen og Anders Hansen hvis han ønsker det, kan sammen med Christian Gløët og Nicolai Tinning spille på Challenge Touren i 2019, da alle der klarede cuttet efter fjerde runde men sluttede udenfor top-25 har spillet sig til en fuld Challenge Tour kategori.
Europa Tourens Tourskole blev spillet over seks runder på Lumine Golf Club i Spanien. Efter to runder på Lakes Course og to runder på Hills Course klarede top-70 og lige cuttet til to finalerunder på Lakes Course.
Top-25 og lige (27 spillere) har spillet sig til et Europa Tour 2019 kort i kategori 17 og et fuldt Challenge Tour kort. Et kort der formentlig giver adgang til omkring 18 – 28 Europa Tour turneringer afhængig af, hvor højt man slutter på Tourskolen. Alle der klarede cuttet men sluttede udenfor top-25 får en fuld Challenge Tour kategori.
Europa Tour 2019 sæsonen begynder allerede i næste uge, hvor Honma Hong Kong Open presented by Amundi spilles fra den 22. – 25. november.
Jeff Winther fik Europa Tour kortet for tredje år i træk
Med en finalerunde i -3 blev Jeff Winther nr. 3 i -23, hvilket giver ham et godt udgangspunkt for at spille en del Europa Tour turneringer i 2019. Tourskolen er en hård prøvelse, så det er ganske imponerende, at Jeff Winther nu for tredje år i træk har sikret sig et Europa Tour kort på Tourskolen. I 2017 var Jeff Winther og Anders Hansen blandt de 33, der fik et Europa Tour kort, mens Jeff Winther fik det ene af 29 kort i 2016. Lad os håbe han kan holde det via Race to Dubai ranglisten i 2019…
Der var pengepræmier til alle der klarede cuttet, og en to-delte 3. plads giver Jeff Winther en pengepræmie på 8.100 € svarende til godt 60.000 danske kroner.
Martin Simonsen gik en flot finalerunde i -4, men samlet nr. 28 i -15 var desværre ét slag fra top-25 og et Europa Tour kort. Anders Hansen var på en 15. plads inden finalerunden, men +3 inkl. bogeys på både 17. og 18. hul gav ham en 45. plads i -13.
Efter en runde i -1 blev Christian Gløët nr. 63 i -9, mens Nicolai Tinning blev nr. 67 i -8 efter en runde i +2.
Lasse Jensen og Frederik Dreier missede cuttet efter fjerde runde. Via sin 149. plads på Race to Dubai ranglisten i 2018 sæsonen kan Lasse Jensen få kategori 19 medlemskab på Europa Touren i 2019, men det giver ikke adgang til så mange turneringer. Det giver ham dog også et fuldt kort på Challenge Touren.
Cañizares og Lombard vandt Tourskolen
Alejandro Cañizares og Zander Lombard vandt Tourskolen i 24 foran Jeff Winther og Kurt Kitayama i -23. Romain Langasque blev nr. 5 i -22.
Blandt de øvrige der sikrede sig et Europa Tour kort var Bernd Ritthammer på en 6. plads, Made in Denmark 2014 vinderen Marc Warren på en 19. plads og Gavin Moynihan på en 20. plads.
To nordmænd og tre svenskere fik kortet
Den norske amatør Kristoffer Reitan begyndte finaledagen på en flot 10. plads, så en runde i +1 var nok til en delt 20. plads og et Europa Tour kort, så han er blevet professionel nu.
Kristian Krogh Johannessen blev ligeledes nr. 20, så to nordmænd fik Europa Tour kortet sammen med tre svenskere; Niklas Lemke på 6. pladsen, Anton Karlsson på 9. pladsen og Per Langfors på 13. pladsen.
Lykkedes ikke for Siem, Havret, Bourdy og mange andre
Derimod lykkedes det ikke for Minkyu Kim, Marcel Siem og Paul Peterson på 45. pladsen i -13, Grégory Havret på 51. pladsen i -12, Grégory Bourdy på 57. pladsen i -10, og Jonathan Thomson i -8.
Profiler som Matteo Manassero, Simon Dyson, Oliver Wilson, Felipe Aguilar, Steve Webster, Richard Green, John Parry og Richard Finch missede cuttet efter fjerde runde.