21-årige Garrick Higgo vandt sin anden Europa Tour sejr i Gran Canaria Lopesan Open, hvor Jeff Winther blev nr. 3, Thorbjørn Olesen nr. 5 og Joachim B Hansen nr. 7. Se højdepunkter fra Higgos finalerunde i videoen ovenfor.
Garrick Higgo førte med to slag inden finalerunden, som han gik i -7, så han vandt en overbevisende sejr i -25 foran Maximilian Kieffer i -22 på Meloneras Golf.
Jeff Winther var nr. 5 inden finalerunden, som han gik i -6 efter en birdie – birdie – eagle afslutning og rykkede frem til en 3. plads i -21, mens Sam Horsfield blev nr. 4 i -19.
Thorbjørn Olesen afsluttede med en runde i -4, hvilket gav ham en 5. plads i -18 sammen med Connor Syme, mens Joachim B Hansen blev nr. 7 i -17.
For den nybagte far Thorbjørn Olesen var det den første turnering i år. Thorbjørn blev testet positiv for COVID-19 i det tidligere forår, og han har også været skadet. Han har ikke spillet turneringer, siden han i december blev nr. 13 i Golf in Dubai Championship presented by DP World. Hans retssag fortsætter som planlagt.
Nikolaj Højgaard blev nr. 15 i -15 efter en runde i -2 og Benjamin Poke nr. 29 i -13 efter en runde i -13.
Alle syv danskere klarede cuttet, men Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen sluttede på en delt 71. og sidsteplads i -6. De gik finalerunden i henholdsvis +2 og +5.
Gran Canaria Lopesan Open er den første af tre turneringer på De Kanariske Øer, hvor der således også spilles de kommende to uger.
Anden Europa Tour sejr for Higgo
Det var sydafrikanske Garrick Higgos anden Europa Tour sejr, da han i september vandt Open de Portugal at Royal Óbidos, som var tællende til både Europa Touren og Challenge Touren.
Higgo vandt to gange i Sunshine Tourens 2019-20 sæson, som blev afsluttet i februar 2020. Med de to sejre og bl.a. en andenplads blev han Årets Rookie på den sydafrikanske tour.
Han skulle som udgangspunkt spille på Challenge Touren i 2020, men med sejren i september fik han et Europa Tour kort.