Jeff Maggert vandt Charles Schwab Cup Championship, som var sæsonfinalen på PGA Tour Champions, efter et holet andetslag fra 113 meter i omspil mod Retief Goosen. Scott McCarron vandt Charles Schwab Cup ranglisten med en bonus på 1 mio. $. Se tre af de bedste slag fra finalerunden ovenfor.
Jeff Maggert og Retief Goosen sluttede i -21, så de to var i omspil om sejren. Her missede Goosen et birdieputt fra en meter på første omspilshul, hvilket også ville have givet ham sejren i Charles Schwab Cup og en bonus på 1 mio. $, men Bridgestone Senior Players Championship vinderen missede.
Det hele blev afgjort på tredje omspilshul, hvor Jeff Maggert holede sit andetslag for eagle fra 113 meter, som det kan ses i videoen ovemfor.
Woody Austin blev nr. 3 i -19, mens Colin Montgomerie, Bernhard Langer, Joe Durant og Miguel Angel Jimémez delte 4. pladsen i -16.
Jerry Kelly blev nr. 10 i -14, mens Scott McCarron blev nr. 27 i -4. hvilket dog var nok for McCarron til at vinde Charles Schwab Cup.
Charles Schwab Cup Championship, resultat
Scott McCarron vandt Charles Schwab Cup
De 36 bedste var med i Schwab Cup Championship, hvor top-5 havde en teoretisk mulighed for at vinde Charles Schwab Cup.
Scott McCarron vandt Charles Schwab Cup med en bonus på 1 mio. $ foran Jerry Kelly, som fik en bonus på 500.000 $. Retief Goosen fik 300.000 $ i bonus, Bernhard Langer 200.000 $, mens der var 100.000 $ til Colin Montgomerie på 5. pladsen.
I sin første fulde PGA Tour Champions sæson i 2016 blev nu 54-årige Scott McCarron nr. 4 på Charles Schwab Cup ranglisten, og siden er han blevet nr. 3 i 2017, nr. 2 i 2018 og nr. 1 i 2019, så han fuldendte en perfekt opadgående kurve.
Charles Schwab Cup Points, resultat
Scott McCarron vandt pengelisten
Scott McCarron vandt også pengelisten med lidt over 2,5 mio. $ foran Jerry Kelly og Retief Goosen.
Bernhard Langer blev nr. 4 på pengelisten. En pengeliste han har vundet de seneste syv år, og siden sin første fulde sæson i 2008 er det kun i 2011 og nu 2019, at Langer ikke har toppet pengelisten på PGA Tour Champions! Tom Lehman vandt i 2011, hvor en skadesplaget Langer kun spillede 14 turneringer, hvoraf han vandt en enkelt.