21-årige Jeeno Thitikul fra Thailand vandt LPGA sæsonfinalen CME Group Tour Championship med en førstepræmie på 4 mio. $ efter en dramatisk finalerunde, hvor hun var bagud med 2 slag inden de sidste 2 huller. Se højdepunkter i videoen ovenfor.
Kun top-60 på ranglisten var med, og blandt dem Nanna Koerstz Madsen, som var med fremme de første dage. Efter +2 i tredje runde var hun dog nr. 38 i -2 inden finalerunden. Den gik hun i -1, hvilket gav en 46. plads i -3 på den Greg Norman designede Tiburón Golf Club i Naples, Florida. Med den placering får Nanna 59.000 $ svarende til 420.000 kr. af præmiesummen på 11 mio. $.
Jeeno Thitikul var bagud med 2 slag efter 16 huller
Inden finalerunden delte Jeeno (tidl. Atthaya, hvilket der er mere om nedenfor) Thitikul og Angel Yin føringen i -15 foran Ruoning Yin i -12.
Føringen skiftede flere gange mellem Jeeno Thitikul og Angel Yin, og hvor Jeeno Thitikul var foran med 2 slag efter 3 huller, så var Angel Yin foran med ét slag efter 10 huller og med to efter 16 huller.
Men så lavede Jeeno Thitikul eagle på par-5 hullet 17., hvor Angel Yin måtte nøjes med en par så de to var lige inden 18. hul, hvor Jeeno Thitikul vandt med en birdie.
Jeeno Thitikul vandt i -22 efter en runde i -7 foran Angel Yin i -21. Lydia Ko var dagens bedste med en runde i -9, som gav hende en 3. plads i -17 foran Ruoning Yin i -16.
Verdensetteren Nelly Korda med syv LPGA sejre i år delte 5. pladsen i -15 med Narin An.
Ny indtjeningsrekord
4 mio. $ er virkelig mange penge. Og med den førstepræmie Jeeno Thitikul tjent lidt over 6 mio. $ i år og knap 9,8 mio. $ på LPGA i karrieren.
Jeeno Thitikul har sat ny indtjeningsrekord på LPGA for én sæson, og det var givet at vinderen ville gøre det, da Lorena Ochoa havde rekorden med 4,36 mio. $ i 2007.
Derudover fik Jeeno Thitikul tidligere på ugen en bonus på 1 mio. $ for at vinde Aon Risk Reward Challenge, der belønner den, som henover sæsonen har spillet bedst på udvalgte strategiske huller. Og det er en bonus udover de officielle 6 mio. $ hun har tjent i år.
Jeeno Thitikul har skiftet fornavn i år
21-årige Jeeno Thitikul hedder egentlig Atthaya Thitikul. Det gør hun fortsat, men som golfspiller har hun valgt, at hun nu gerne vil kaldes Jeeno Thitikul, da det er mere unikt og nemmere at udtale for medier og fans.
Jeen er et kælenavn hendes mor gav hende som barn, og hendes træner tilføjede et o, så det Jeeno.
Vandt på LET som 14-årig – fjerde sejr på LPGA
Det var Jeeno Thitikuls fjerde sejr på LPGA. Hendes første var JTBC Classic presented by Barbasol 2022 efter omspil mod Nanna Koerstz Madsen. Derudover har hun også vundert Walmart NW Arkansas Championship 2022 samt holdturneringen Dow Championship sammen med veninden Ruoning Yin fra Kina.
Som blot 14-årig vandt hun den første udgave af Ladies European Thailand Championship i 2017, og hun vandt samme turnering som 16-årig i 2019.
Hun blev professionel i 2020, og på LET vandt hun Tipsport Czech Ladies Open 2021 samt VP Bank Swiss Ladies Open 2021 på vej mod også at vinde Race to Costa del Sol ranglisten på LET i 2021 inden hun kort efter fik LPGA kortet ved at blive nr. 3 i Q-Series.
I efteråret 2022 var hun nr. 1 på verdensranglisten i to uger.