Efter fem år og 105 turneringer uden sejre vandt 35-årige Jason Day sin 13. PGA Tour sejr i AT&T Byron Nelson efter en 62’er i finalerunden. Se højdepunkter i videoen ovenfor.
Inden finalerunden delte Austin Eckroat, Zecheng Dou og Ryan Palmer føringen i -16 foran Vincent Norrman, Jason Day, Si Woo Kim og Scottie Scheffler i -14.
Med ni birdies i en bogeyfri runde gik Jason Day -9 og vandt i -23 froan Si Woo Kim og Austin Eckroat i -22. En ekstra følsom sejr for Day, der vandt på mors dag godt et år efter hans egen mor døde af kræft.
CT Pan var den eneste der kunne matche Jason Day i finalerunden, hvilket gav ham en 4. plads i -21. Scottie Scheffler blev nr. 5 i -20 sammen med Tyrrell Hatton og Zecheng Dou.
Den dobbelt forsvarende mester K.H. Lee blev nr. 50 i -11.
13 sejre på PGA Tour
Jason Day har vundet 13 gange på PGA Tour heriblandt US PGA Championship 2015 og Players Championship 2016. Hans hidtil seneste sejr var Wells Fargo Championship 2018, hvis vi da ser bort fra Japan Skins 2019, hvor han vandt foran Tiger Woods, Rory McIlroy og Hideki Matsuyama.
Trods de manglende sejre de seneste år, så har Jason Day ikke været helt væk fra verdenseliten. Fem top-10 placeringer i ni spillede turneringer havde han haft i år, og inden sejren var Jason Day nr. 35 på verdensranglisten.
I sammenlagt 51 uger fra 2015 – 2017 var Jason Day nr. 1 på verdensranglisten. Den sidste af tre perioder varede 47 uger i træk, og dengang var han meget dominerende med fem sejre i 2015 og tre sejre i 2018.