De fleste golfspillere vil gerne slå længere og længere, men verdensetteren Jason Day vil lave sit sving kortere på bekostning af længde fra tee. Han vil gerne slå langt, men det er for at undgå skader.
En del golfspillere er plaget af skader, hvilket er meget aktuelt i denne tid. I denne uge spiller 41-årige Tiger Woods sin første tællende PGA Tour turnering siden august 2015, mens 27-årige Rory McIlroy er ude indtil marts som følge af et træthedsbrud på ribbenene.
29-årige Jason Day har også været plaget af skader i sin karriere. Senest en dårlig ryg sidste år, hvor han trak sig undervejs i de to sidste FedExCup turneringer i september inden han holdt en lang pause resten af året.
– Jeg talte med Tiger om det forleden dag. Jeg sagde, at jeg vil vinde så meget som muligt og være succesfuld, men som 40-årig vil jeg ikke gå rundt med en stok, sagde Jason Day på et pressemøde op til Farmers Insurance Open og fortsatte:
– Der er ikke noget bedre end et godt helbred, så man kan vågne op om morgenen, og bare hoppe ud af sengen uden at tænke på, om man har ondt nogen steder.
Vil undgå stor drejning i ryggen
Nu vil Jason Day gøre sit sving kortere, så den belastende drejning i ryggen bliver mindre:
– Når svinget er længere, har man mere rotation, så man slår længere. Desværre skaber man også mere drejning i ryggen. Jeg forsøger at gøre mit sving kortere, så det bliver mere kompakt, hvilket måske koster lidt længde, siger Day og uddyber:
– Der er fordele og ulemper ved at beholde svinget som det er, eller lave nogle ændringer, så man kan forlænge sin karriere. Selvfølgelig ved jeg, at når man slår længere, så har man kortere jern ind til hullerne. Men igen, hvis jeg fortsætter som tidligere, så ved jeg ikke om jeg kan spille når jeg fylder 40.
Blandt de længstslående på PGA Tour
Jason Day er blandt de længstslående på PGA Tour. I 2015 blev han nr. 3 på driving distance ranglisten med et gennemsnit på 313,7 yards svarende til 287 meter. Sidste år blev han nr. 15 med 304,2 yards svarende til 278 meter.
C More Golf sender direkte fra Farmers Insurance Open, hvor Jason Day skal spille med Tiger Woods og Dustin Johnson i de første to runder. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
I første runde skal de spille South Course med start kl. 19:40 dansk tid. Deres starttid i anden runde på North Course er kl. 18:30 dansk tid.
Farmers Insurance Open, leaderboard