I en ny serie på 19hul.dk vil René Wiesel fra NEM GOLF fortælle om naturlig læring og growth mindset indenfor golf. Læs mere i denne første artikel, i artiklen Hvordan lærte vi at gå? og Udvikle eller indvikle? samt nedenfor:
- 10 tips til at kurere din slice
- 10 tips til at hole flere putts
- 10 tips til det perfekte sving
- 10 nye drivere der slår lige
- 10 nye wedges der gør dit indspil nemmere
- 10 nye puttere der ikke 3 putter
Det er kun en brøkdel af de drømme, du bliver konfronteret med hver gang du åbner et golfblad, en hjemmeside eller på anden måde møder golfen. Løfter om hvordan du med et par enkle kneb kan få styr på teknikken.
Når man så dykker dybere ned i materialet, så giver det mening. Lige med et forstår man meget bedre, hvad producenten af driveren har gjort af geniale tiltag for at kompensere for ens personlige problem med at løse mysteriet i det håbløse og åbenbart medfødte slice.
Måske har man vovet sig ud til træneren for at få en komplet analyse af de udfordringer, som tilsyneladende ødelægger den ene runde efter den anden.
Pludselig flyver det omkring med nye ord, D-plan, smashfactor, x-factor, AOA (angle of attack), strike-zone, spinrate, dispersion og 100 andre. Men heldigvis er træneren kompetent nok til, at man faktisk får en logisk forståelse for, hvad det hele går ud på.
Fascineret og opstemt er ens nysgerrighed for alvor tændt på at arbejde hårdt for at få styr på sagerne, og efter flittig træning er det lykkes at begrænse slice til en styret fade.
Mere viden er jo lig med større forståelse og må jo pr definition så også være vejen frem, men hvorfor dukker slicen så op igen på hul 1 eller i bedste fald først efter 6 huller. Nu gik det lige så godt. Nå, men man har nok bare glemt en lille detalje, fuld fokus på den lille detalje ved næste drive løser muligvis problemet men uanset hvad, så er der stor sandsynlighed for, at den dukker op som den plejer inden længe.
Hvad går der galt, når vi ser de bedste i verden uge efter uge misse cut, slå bolde i vandet og 4 putte. Med den hjælp der i dag er tilgængelig med alle mulige tekniske hjælpemidler, hvorfor går de så ikke alle sammen mindst 5 under par eller for den sags skyld 18 under.
Øver de sig ikke nok, forstår de ikke hvad de gør forkert eller hvad sker der?
Ja hvad sker der i grunden for det?
Man kan jo forstå, hvorfor den almindelige klubgolfer ikke spiller bedre; ikke nok viden og for lidt træning det er jo logisk …..eller hvad. Det virker ihvertfald logisk at resonere sig frem til det resultat, medmindre man har ledt efter et andet muligt svar et andet sted.
Fordi den samme logik jo så ville betyde, at hvis man tog 100 personer som øvede sig på at gå på et 50 cm bredt og 30 m langt bræt, frem og tilbage 6 timer om dagen i 10 uger. Hver uge blev brættet gjort 2,5 cm smallere. Så hæver man brættet op i 30 m højde og alle ville kunne spadsere hen over brættet uden problemer. Hvor mange ville mon overleve den øvelse?
Måske sat lidt på spidsen, men i sit grundprincip fuldstændig den samme logik og fremgangsmåde, som vi i dag ser mange eksempler på i golfverdenen. Heldigvis dør man ikke af at spille dårligt golf, men hvis vi gjorde, ville vi nok prøve en anden måde i en fart.
Så hvis vi skal udforske en anden måde at lære at udvikle vores golf på, så bliver den pr. definition også nød til at virke umiddelbar ulogisk og forkert. Den kan kun give mening hvis et nyt perspektiv afføder en ny viden der dermed giver ny logik.
Følg NEM GOLF på www.facebook.com/nemgolf.