2017 har været et stort år for islandsk golf, og på Nordic Golf League er hele to islændinge med i toppen, inden denne uges ECCO Tour finale, Race to Himmerland.
Onsdag aften udmøntede den fornemme sæson for både Axel Boasson og Haraldur Magnus sig i begge priser ved ECCO Tour Awards 2017. Axel Boasson blev Player of the Year, mens Haraldur Magnus i sin første sæson blev Rookie of the Year.
Axel Boasson – en historisk forvandling
Den stærke islænding har i 2017 gennemgået en utrolig forvandling. Sidste sæson spillede Axel Boasson 17 turneringer på Nordic Golf League og sluttede på en samlet 89. plads. I 2017 har han inden denne uges Race to Himmerland spillet 18 turneringer, og han topper på imponerende vis GolfBox Nordic Golf League Ranking.
Årets højdepunkt på ECCO Touren er en sejr ved The 12 Twelve Championship by Thisted Forsikring, mens han har i alt ni top-10 placeringer i løbet af sæsonen.
Axel Boasson har desuden krydret sin 2017 sæson med Europa Tour debut ved Made in Denmark, ligesom han allerede har sikret sig et Challenge Tour kort til næste sæson. Han fører netop nu også ECCO Tourens finaleserie, FREJA Final4Four, hvor han kan sikre sig et eksklusivt ur til en værdi af 80.000 kroner.
Stort tillykke til ECCO Tour Player of The Year, Axel Boasson fra Island.
Haraldur Magnus – Rookie of the Year
Haraldur Magnus var én af tre islændinge, der inden denne sæson vendte hjem fra College i USA og satsede på en karriere som professionel golfspiller. Og med en nuværende sjetteplads på GolfBox Nordic Golf League Ranking og mulighed for en plads på Challenge Touren i 2018, så har Magnus vist, at det var en god beslutning.
Haraldur Magnus har spillet en stabil sæson, og har vist, at han er en spændende spiller for fremtiden. Om det så bliver på Challenge Touren eller på ECCO Touren næste år, det vil denne uges Race to Himmerland have stor indflydelse på.
Stort tillykke til ECCO Tour Rookie of the Year, Haraldur Magnus, Island.
Race to Himmerland begynder torsdag morgen kl. 08.45, og du kan følge turneringen LIVE her.