Isabelle Boineau vandt Jabra Ladies Open på Golf Club de Evian efter omspil mod Johanna Gustavsson. Begge kvalificerede sig dermed til major turneringen Evian Championsship, som spilles på samme bane til september.
Amatøren Puk Lyng Thomsen blev nr. 43 i +6 efter runder i +1, +2 og +3. Puk kvalificerede sig til LET via tourskolen i december, men da hun valgte at forblive amatør, kunne hun ikke blive medlem af LET.
Daisy Nielsen fik en god start på turneringen, da hun var -3 efter 9 huller, men efter bl.a. en 10’er på et par-4 hul gik hun første runde i +6. Efter endnu en runde i +6 var hun otte slag fra at klare cuttet.
Boineau vandt efter omspil
Isabelle Boineau og Johanna Gustavsson sluttede begge i -7, så de to var i omspil. Det vandt Boineau med en birdie på første omspilshul. Top-2 fik en plads i Evian Championship, så begge kommer med i årets sidste major.
Lynn Carlsson, Laura Jansone og Natalia Escuriola delte 3. pladsen i -5.
Sidste år vandt Isabelle Boineau sin første sejr på LET ved Aberdeen Asset Management Ladies Scottish Open.
Sæsonens største turnering på LET Access Series
Med en præmiesum på 50.000 € var Jabra Ladies Open sæsonens største på LET Access Series. Da turneringen samtidig fungerede som kvalifikationsturneringen til Evian Championship, så var der et stærkt felt med en del LET spillere.