Waste Management Phoenix Open er muligvis verdens største golfturnering målt på antal tilskuere, selvom de officielle tal virker noget overdrevne. Men ikke i år, hvor Rickie Fowler vandt, da man fremover ikke vil offentliggøre tilskuertallene.
I 2018 var det officielle tilskuertal på hele 719.179, så for femte år i træk slog man sin egen tilskuerrekord for en golfturnering. I 2017 var der 655.434 tilskuere. Se de detaljerede tal for hver dag og de seneste år længere nede i artiklen.
– Vi fokuserer på beløbet til velgørenhed
Det er ikke fordi, man forventede færre tilskuere, men arrangørerne fra Phoenix Thunderbirds, har besluttet sig for ikke længere at offentliggøre tilskuertallene.
– Det eneste nummer vi tænker på, er det til velgørenhed. Jeg har været en del af turneringen siden 2010, og internt har vi aldrig haft et mål om antal tilskuere. Det har aldrig været vores fokus. Vi forsøger at lave den bedst mulige turnering, siger turnerings-formanden Chance Cozby til azcentral.com.
12,2 mio. $ til velgørenhed i 2018
Waste Management Phoenix Open er på alle måder en stor succes, så Phoenix Thunderbirds uddeler mange millioner til velgørenhed.
I 2018 gav man 12,2 mio. $ til velgørenhed, hvilket i dagskurs svarer til næsten 80 mio. danske kroner.
Gennem årene har man uddelt 134 mio. $, hvoraf de 68 mio. $ er givet siden Waste Management blev titelsponsor i 2010. Et titelsponsorat som netop er blevet forlænget til og med 2030.
3 – 4 gange flere tilskuere end til The Open?
Der er utvivlsomt mange tilskuere i Phoenix, hvor der holdes en folkefest uden lige. Det er muligvis også den golfturnering, som har flest tilskuere. Vi er dog nogen, som stiller os kritiske overfor de officielle tal, for det synes urealistisk højt.
Til sammenligning var der officielt 172.000 tilskuere til The Open 2018 på Carnoustie, mens der var 235.000 til The Open 2017 på Royal Birkdale. Er der virkelig 3 – 4 gange så mange tilskuere i Phoenix?
Generelt for golfturneringer gælder, at hvis man kommer som tilskuere til alle fire runder, så tæller man fire gange, da tallene opgøres for hver dag.
“Kun” 20.000 tilskuere på 16. hul
Under Phoenix Open er der er tribuner hele vejen rundt 16. hul. Det er meget festligt, men der er kun godt 16.000 siddepladser, så der kan “kun” være omkring 20.000 tilskuere på hullet.
Man kan så spørge sig selv, hvor resten er, for når man ser tv-billeder fra turneringen, så er der langt fra fyldt op på hele banen.
Fire nye rekorder i 2018
Nedenfor ses de officielle tilskuertal for Waste Management Phoenix Open fra 2015 -2018, samt dagsrekorden for de enkelte dage.
I 2018 blev der sat ny tilskuerrekord onsdag, fredag, lørdag og samlet.
2018 | 2017 | 2016 | 2015 | Rekord (år) | |
Mandag | 18.154 | 11.743 | 4.030 | 9.455 | 22.520 (2001) |
Tirsdag | 41.125 | 29.801 | 27.864 | 36.305 | 45.000 (1995) |
Onsdag | 83.034 | 77.906 | 58.702 | 75.380 | 83.034 (2018) |
Torsdag | 104.375 | 103.420 | 101.021 | 118.461 | 118.461 (2015) |
Fredag | 191.400 | 169.004 | 160.415 | 81.309 | 191.400 (2018) |
Lørdag | 216.818 | 204.906 | 201.003 | 159.906 | 216.818 (2018) |
Søndag | 64.273 | 58.654 | 65.330 | 83.552 | 93.475 (2007) |
I alt | 719.179 | 655.434 | 618.365 | 564.368 | 719.179 (2018) |
Tilskuertallene for de enkelte år siden 1986 kan ses på turneringens hjemmeside her.
Store koncerter tæller også med
Om aftenen under Phoenix Open er der store koncerter, som man også med succes har gjort ved Made in Denmark. Nogle kommer kun til de udsolgte koncerter med bl.a. Snoop Dogg i år. Det er i et kæmpe telt, hvilket er med til at hæve tilskuertallet, men kan dog ikke alene forklare de høje tal, da der trods alt ikke kan være så mange mennesker i teltet.
Vi ved ikke, hvordan de tæller tilskuerne ved Phoenix Open. Vi ved dog, at man tilbage i 2014 estimerede tilskuertallet på bagrund af antal parkerede biler.
Ved hjælp af luftfotos anslog man antal biler på parkeringspladserne, og så gangede man antal biler med 3,2. Dvs. man vurderede, at der er 3,2 personer pr. bil. I 2014 talte Golf Digest med en amerikansk ekspert, som stillede sig meget tvivlende overfor, at der i USA skulle være 3,2 personer pr. bil.
Traditionsrig turnering i Phoenix
Uanset hvor mange tilskuere der reelt overværer Waste Management Phoenix Open, så er det en seværdig turnering, der tilmed er én af de ældste og mest traditionsrige på PGA Tour.
Turneringen, som blev spillet første gang i 1932, har siden 1987 været spillet på TPC Scottsdale, Stadium Course.
I 1932 var der i øvrigt 600 $ til vinderen, Ralph Guldahl, mens Rickie Fowler fik 1,278 mio. $ for sejren i år.