USGA har aflyst de åbne kvalifikationsturneringer til sine mesterskaber, så felterne i bl.a. US Open og US Women’s Open fyldes via diverse kategorier. Ti store USGA turneringer er aflyst.
Herrernes US Open er flyttet fra juni til den 17. – 20. september, mens damernes US Women’s Open Championship er rykket fra juni til den 10. – 13. december.
Der er i forvejen en række måder at kvalificerer sig til mesterskaberne på såsom tidligere vindere og placeringer på diverse ranglister. Disse vil blive udvidet, så man ikke kan komme med via kvalifikationsturneringer hvor flere tusinde plejer at deltage. Det er endnu ikke offentliggjort, hvordan kategorierne udvides, men det følger i de kommende uger.
Håber at gennemføre US Amateur og US Women’s Amater
Ud over de to helt store mesterskaber, så håber USGA også at kunne gennemføre US Amateur og US Women’s Amateur i august, men ti andre store mesterskaber for både professionelle og amatører er blevet aflyst.
Såfremt det er sundhedsmæssigt muligt vil USGA gennemføre US Women’s Amateur fra den 3. – 9. august samt US Amateur fra den 10. – 16. august.
Ti store USGA mesterskaber er aflyst
Ti store USGA mesterskaber er blevet aflyst i 2020 og spilles således ikke i år. Senest er US Women’s Mid-Amateur, US Senior Amateur, US Mid-Amateur samt US Senior Women’s Amateur blevet aflyst.
Tidligere er US Amateur Four-Ball, US Women’s Amateur Four-Ball, US Senior Open, US Senior Women’s Open, US Girls’ Junior og US Junior Amateur blevet aflyst.