42-årige Ian Poulter vandt Houston Open efter omspil mod Beau Hossler, hvilket kvalificerer Poulter til Masters for 13. gang i karrieren.
Inden finalerunden delte Ian Poulter og Beau Hossler føringen i -14 foran Greg Chalmers, Emiliano Grillo, Kevin Tway og Paul Dunne i -12.
Med en birdie på sidste hul lykkedes det for Ian Poulter at matche Beau Hosslers runde i -5, så de to sluttede i -19 inden Poulter vandt med en par på første omspilshul, hvor Hossler slog sit tredjeslag i vandet.
Spieth rykkede frem til 3. pladsen
Tidligt på runden lagde Jordan Spieth lidt pres på de førende, og med en runde i -6 delte han 3. pladsen i – 16 med Emiliano Grillo. Sam Ryder blev nr. 5 i -15 foran Henrik Stenson og Keith Mitchell på en 6. plads i -14.
Den forsvarende mester Russell Henley gik dagens bedste runde i -7, hvilket gav ham en 8. plads i -13, som han bl.a. delte med Made in Denmark 2017 vinderen Julian Suri, Matt Kuchar og Paul Dunne.
Phil Mickelson blev nr. 24 i -10, Rickie Fowler nr. 43 i -8 og Justin Rose nr. 52 i -7.
I sidste uge troede Poulter, at han var med i Masters
Da Ian Poulter nåede kvartfinalerne i WGC – Dell Technologies Match Play var der flere som fortalte ham, at han havde kvalificeret sig til Masters via top-50 på verdensranglisten.
Han rykkede dog kun frem til en 51. plads, så en sejr i Houston Open var således hans sidste mulighed for at komme med i årets første major, hvilket lykkedes for den karismatiske englænder, der nu også melder sig ind i kampen om en plads på Ryder Cup holdet.
Poulters første sejr siden 2012
Det var Ian Poulters tredje sejr på PGA Tour, hvor han tidligere har vundet WGC – Accenture Match Play Championship 2010 og WGC – HSBC Champions 2012. Sidstnævnte var ikke tællende til PGA Tour pengelisten, men tæller alligevel som en officiel sejr.
Sejren i WGC – HSBC Champions 2012 er også Poulters seneste af 12 Europa Tour sejre heriblandt Nordic Open 2003 på Simon’s Golf Club.
Poulter beholdte sit PGA Tour kort efter regelændring
Sidste forår var Ian Poulter meget tæt på at miste sit PGA Tour kort efter svingende resultater ovenpå en lang skadespause.
Ja faktisk troede vi alle inkl. Poulter selv, at han havde mistet det, men takket være en klage fra tourkollegaen Brian Gay og en regelændring af PGA Tour kunne han fortsat spille på PGA Tour. Nu ser fremtiden igen meget mere lys ud.