16. gang var lykkens gang for 59-årige Vijay Singh og hans 32-årige søn Qass, da de vandt generationsturneringen PNC Championship for første gang.
For anden dag i træk gik Team Singh en 59’er (-13), og de vandt i -26 foran Team Daly og Team Thomas i -24. John Daly og sønnen John Daly II vandt sidste år, mens Justin Thomas og hans far Mike vandt i 2020. Singhs hidtil bedste resultat de foregående 15 gange de har deltaget var 2. pladser i 2006, 2013 og 2020.
Der blev spillet scramble, så scores var lave. På hvert hul slog begge spillere et drive, hvorefter man valgte den bedste, hvorfra begge slog deres næste slag. Sådan fortsatte man til bolden var i hul, og den bedste af de to scores var holdets score på hullet.
Harrington blev nr. 4 i -22 foran Kuchar, Korda og Langer i -21.
Woods faldt tilbage
Af mange grunde var der størst fokus på 46-årige Tiger Woods og hans 13-årige søn Charlie, der deltog for tredje gang. De var på en delt 2. plads efter første runde, men -7 var ikke nok til at slutte helt i toppen.
Tiger og Charlie gik første runde i -13, så de blev delt nr. 8 i -20 sammen med O’Meara og Spieth.
Tiger har betændelse i foden, og kan ikke holde til at gå, men alle kørte også rundt i buggyer under turneringen, så han kunne deltage. Det havde sønnen Charlie også stor glæde af, da han har ondt i anklen, og begge er synligt generet af deres skader, da de haltede rundt.
200.000 $ for sejren
De 20 hold spillede om en samlet præmiesum på 1,085 mio. $ til pro’en. Singh fik 200.000 $ for sejren svarende til 1,4 mio. danske kroner.
Der var pæne pengepræmier til alle, så Player og Price på sidstepladsen fik 40.125 $.