Sebastian Cappelen er ikke medlem af Europa Touren, så de verdensranglistepoint han optjener på PGA Tour, tæller ikke i Ryder Cup 2020 kvalifikation.
Man skal være medlem af Europa Touren for at kunne spille Ryder Cup, og man kan ikke optjene point til kvalifikationen før man er blevet medlem. Cappelen vil således ikke kunne optjene point til World Points List på PGA Tour i USA førend han evt. bliver Affiliate Member (tillknyttet medlem, red.) af Europa Touren.
Cappelen kan blive Affiliate Member
Europa Touren har bekræftet overfor 19hul.dk, at Sebastian Cappelen ikke er medlem af Europa Touren. Han kan på ethvert tidspunkt melde sig ind, også selvom han ikke har konkrete planer om, at spille Europa Tour turneringer.
Sebastian Cappelens primære fokus er utvivlsomt at etablere sig på PGA Tour, men gør han det godt kan han potentielt gå glip af Ryder Cup, medmindre han bliver medlem.
Det er dog ikke helt billigt at blive Affiliate Member. Prisen varierer lidt, men når man som Sebastian Cappelen ikke har deltaget i den seneste Europa Tour Tourskole så koster det godt 25.000,- danske kroner (3.450 €), mens prisen er godt 12.000,- (1.650 €), hvis man har deltaget i Tourskolen. Prisen dækker kun den igangværende 2019 sæson.
Den europæiske Ryder Cup kvalifikation begyndte den 19. september, og siden da er Sebastian Cappelen blevet nr. 54 i Sanderson Farms Championship, mens han missede cuttet i Safeway Open.
Det har ikke givet point til verdensranglisten, men hvis han optjener point og måske endda mange point ved at vinde på PGA Tour, så tæller pointene ikke i Ryder Cup kvalifikationen. Medmindre altså at han bliver medlem af Europa Touren inden da.
Russell Knox gik glip af Ryder Cup 2016, da han ikke var medlem
At det er vigtigt at blive medlem af Europa Touren, kan skotske Russell Knox skrive under på. Han var ikke medlem af Europa Touren, da han vandt WGC – HSBC Champions i november 2015.
Han spillede primært på PGA Tour, og blev først medlem af Europa Touren efter sejren, så de optjente point var ikke tællende i Ryder Cup 2016 kvalifikationen. Hvis han havde været medlem da han vandt, så ville han have kvalificeret sig til Ryder Cup 2016 holdet, men da han ikke fik ét af de tre wildcards, måtte han nøjes med at heppe på Europa.
Viktor Hovland er blevet medlem af Europa Touren
Viktor Hovland fra Norge har imponeret stort på PGA Tour, og håber at komme på Ryder Cup 2020 holdet.
Hovland er derfor blevet Affiliate Member op til BMW PGA Championship 2019, hvor han blev nr. 11, så hans optjente point tæller på ranglisterne til Ryder Cup kvalifikationen.