Benjamin Poke, Martin Leth Simonsen, Marcus Helligkilde og Christian Gløët er netop påbegyndt det store drama, der i løbet af de kommende afgør, hvem der sikrer sig et Challenge Tour kort i 2019.
Med i ligningen er også svenske Martin Eriksson, der stadig kan snuppe en af de fem oprykningspladser til Challenge Touren. Det kræver dog en sejr.
Helt i top på GolfBox Nordic Golf League Ranking – hvorfra altså de fem bedste spillere efter denne uges Tour Final på Barsebäck rykker op på Challenge Touren – ligger Aksel Kristoffer Olsen og Jacob Glennemo. De er allerede sikre på at snuppe to af de fem oprykningspladser.
Fire danskere kæmper om tre pladser
Benjamin Poke på tredjepladsen har givet sig selv et fremragende udgangspunkt til at snuppe den tredje billet til Challenge Touren. Han skal overhales af tre spillere for at blive skubbet ud af top-5, men grundet tætheden i toppen, så kan det godt lade sig gøre.
Marcus Helligkilde og Martin Leth Simonsen er inden denne uges Tour Final på Barsebäck placeret som nummer fire og fem på GolfBox Nordic Golf League Ranking. De vil begge kigge i retning af Christian Gløët (nr. 6) og Martin Eriksson (nr. 7). Gløët skal slutte i Top-8 for at have nogen matematisk chance for at kravle ind i top-5 på ranglisten, mens Eriksson skal vinde. Vinder Eriksson ikke, så kæmper de fire danskere om tre Challenge Tour kort til 2019.
I finaleserien FREJA Final Series har titelsponsor FREJA sat et eksklusivt ur på højkant til den spiller, der indsamlet flest point/penge i de sidste fire turneringer. Her fører Aksel Kristoffer Olsen, mens danske Marcus Helligkilde også jagter uret efter nogle flotte resultater de seneste uger.
Historisk dansk bedrift lurer
Det bliver en uge med flossede nerver, men umiddelbart ser det ud til, at Danmark for første gang nogensinde skal sende tre spillere fra Nordic Golf League og op på Challenge Touren. Spørgsmålet er bare, hvem det bliver.
Du kan følge Tour Final fra Barsebäck lige her.
Du kan se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.