Billy Hurley III fører Quicken Loans National med to slag inden finalerunden på Congressional Country Club, hvor Tiger Woods er vært.
Hurley III var på en delt førsteplads efter anden runde, men med en runde i -4 er han nu alene i spidsen, da han fører i -15.
Ernie Els gik dagens bedste runde i -6, så han er nr. 2 i -13, mens nyprofessionelle Jon Rahm er alene på 3. pladsen i -12.
Bill Haas og Webb Simpson deler 4. pladsen i -10, mens Harold Varner III og Vijay Singh deler 6. pladsen i -8.
Wesley Bryan, der har vundet to gange på Web.com Tour i år, er på 10. pladsen i -6, Patrick Reed er nr. 14 i -5 og Rickie Fowler er nr. 19 i -4.
Els jagter første PGA Tour sejr siden 2012
46-årige Ernie Els har haft en del problemer med at putteren. Hans seneste sejr af 19 sejre på PGA Tour er The Open 2012. I USA er hans seneste sejre Arnold Palmer Invitational 2010.
I sin lange flotte karriere har Els vundet 28 tællende Europa Tour turneringer. Den seneste var BMW International Open 2013, som han i øvrigt vandt foran Thomas Bjørn på 2. pladsen.
Rahm var verdens bedste amatør i mandags
I sidste uge var Jon Rahm den eneste amatør, som klarede cuttet i US Open, hvor han blev nr. 23.
21-årige Rahm fra Spanien var nr. 1 på amatørernes verdensrangliste indtil han blev professionel i mandags. Quicken Loans National er således hans første turnering som professionel.
Der spilles om fire pladser i The Open
Turneringen er en del af The Open Qualifying Series, så de fire bedste i top-12 – der ikke i forvejen er kvalificeret – får en plads i The Open, som spilles på Royal Troon fra den 14. – 17. juli.
C More Golf sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.