Med blot en uges varsel blev Europa Tour turneringen Hong Kong Open aflyst grundet de voldsomme optøjer og demonstrationer i byen. Nu er der fundet en ny dato, men den kommende udgave i januar tæller ikke til Europa Touren.
Hong Kong Open skulle have indledt Europa Tour 2020 sæsonen fra den 28. november til 1. december sideløbende med Alfred Dunhill Championship i Sydafrika, og man håbede at kunne finde en ny dato.
Tæller ikke til Europa Touren
Man har nu fundet en ny dato, så Hong Kong Open spilles fra den 9. – 12. januar 2020 med en præmiesum på 1 mio. $, men det bliver ikke en Europa Tour turnering, så den tæller således kun til Asian Tour, hvor det bliver den første i 2020 sæsonen. Europa Touren vil dog fortsat være med til at arrangere turneringen, selvom den ikke tæller til Race to Dubai ranglisten.
Den 9. – 12. januar er der også South African Open hosted by the City of Johannesburg med et stort felt, hvilket er årsagen til, at Hong Kong Open ikke tæller til Europa Touren:
– Selvom vi ikke kan sanktionere denne udgave af Hong Kong Open på grund af andre turneringsforpligtelser, så er vi glade for at bevare vores rolle i at afvikle én af Hong Kongs mest elskede sportsbegivenheder. Vi ser frem til at komme tilbage næste november til den 62. udgave af Hong Kong Open, som vil indlede Europa Tourens 2021 sæson, siger Europa Tour chefen Keith Pelley i en pressemeddelelse fra Asian Tour.
Hong Kong Open er blevet spillet siden 1959
Hong Kong Open blev spillet første gang i 1959, og har siden 2001 været en del af Europa Touren. Aaron Rai vandt i november 2018, hvor den var tællende til 2019 sæsonen, men den er så ikke på kalenderen i 2020 sæsonen.
Miguel Angel Jimenéz har vundet turneringen fire gange og senest i 2013. Han skulle have deltaget i år sammen med bl.a. Henrik Stenson, Francesco Molinari, Patrick Reed og Matthew Fitzpatrick.