Volvo Cars har lange og stolte traditioner for afvikling af internationale og nationale golfturneringer. I Danmark fik den første udgave af Volvo Golf Challenge Invitational en flot afslutning på Great Northern.
Hen over sommeren har landets Volvo-forhandlere inviteret kunder og samarbejdspartnere til at deltage i Volvo Golf Challenge Invitational, som er blevet spillet på Royal Oak Golf Club, Holstebro Golfklub, Mariagerfjord Golfklub, Ledreborg Palace Golf Club, Korsør Golf Klub og Simon’s Golf Club.
Blandt samarbejdspartnerne har været Green2green, Backtee, D’Wine og TrackMan, hvor sidstnævnte til hvert event gav deltagerne en oplevelse eller en tur gennem vridemaskinen om man vil, når svinget blev målt og vejet.
I alt dystede næsten 400 golfspillere om at kvalificere sig til landsfinalen i Kerteminde.
Great Northern viste sig fra sin barske side, men stedet har en evne til at få golfspillerne til at glemme alle vejrmæssige kvaler, når først man er tilbage i de fantastiske rammer, som klubhuset på Great Northern Ave tilbyder de besøgende.
De to vindere af henholdsvis A- og B-rækken blev Christian Møller, der havde vundet den indledende runde på Royal Oak samt Jan Bonke, der var sluttet øverst på skamlen i Korsør. De to vindere skal nu begge afsted på en tur til et spansk ferieparadis.
Til næste år udvides turneringen, så der til hver af de indledende runder vil være ekstra pladser, som bliver udloddet til golfspillere rundt om i de danske golfklubber.
– Vi udlodder til næste år pladser til almindelige golfspillere, så vi kan kun opfordre alle, som har lyst til at deltage i vores Volvo event til at holde øje med, hvordan man vinder en af de eftertragtede pladser, lyder det fra Communications & Events Manager i Volvo Car Danmark, Rikke Aagaard Petersen.