Gennem årene har der været en række gode danske resultater i Hero Dubai Desert Classic, der gennem mange år var kendt som Omega Dubai Desert Classic. Sidste år var Slync.io titelsponsor, men den kriseramte sponsor måtte trække sig.
Turneringen blev spillet første gang i 1989, og i 15 ud af 22 udgaver siden Thomas Bjørn vandt i 2001 har der mindst været en dansker i top-10.
Dubai Desert Classic blev en Rolex Series turnering i 2022, og er det også i 2023, hvor der spilles om 9 mio. $ med 1,53 mio. $ til vinderen.
Thomas Bjørn vandt foran Tiger Woods i 2001
Det danske højdepunkt er naturligvis Thomas Bjørns sejr i 2001, hvor han vandt foran Tiger Woods og Padraig Harrington på andenpladsen.
Sidste år var Joachim B Hansen på en delt førsteplads efter første runde, men han faldt tilbage til en 66. plads, og Thorbjørn Olesen blev bedste dansker på en 35. plads, da Viktor Hovland vandt.
Rasmus Højgaard blev nr. 9 da Paul Casey vandt i 2021. Set med danske øjne var 2020 udgaven en skuffelse, da Søren Kjeldsen og Jeff Winter blev bedste danskere på en delt 37. plads, da Lucas Herbert vandt.
I 2019 var Thorbjørn Olesen nr. 5 inden finalerunden, og blev nr. 7 da Bryson DeChambeau vandt. Da Haotong Li vandt i 2018 var Thorbjørn nr. 7 inden finalerunden, men faldt tilbage og blev bedste dansker på en 29. plads. Det var første gang siden 2010, at der ikke var danskere i top-10.
I 2017 vandt Sergio Garcia foran Henrik Stenson på 2. pladsen og Lasse Jensen på 3. pladsen. Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen delte 8. pladsen, da Danny Willett vandt i 2016.
I 2015 spillede Morten Ørum Madsen i førerbolden om søndagen og blev nr. 4, Thorbjørn Olesen blev nr. 5 i 2014 og nr. 3 i 2013. I 2012 blev Søren Kjeldsen nr. 5 og Thomas Bjørn nr. 9, mens Anders Hansen blev nr. 2 i 2011.
Inklusiv sejren har Thomas Bjørn haft fem top-10 placeringer i Dubai Desert Classic, da han blev nr. 7 i 1996. Thorbjørn Olesen er oppe på fire top-10 placeringer.
Iben Tinning vandt på Emirates i 2010
Det var i øvrigt også på Emirates, at Iben Tinning vandt LET sæsonfinalen Omega Ladies Masters 2010, som var hendes sidste turnering som fuldtidsprofessionel.
Nedenfor ses alle danske top-10 placeringer i Dubai Desert Classic, der i 2023 spilles for 34. gang. Tryk på vinderens navn for at se resultatlisten på DP World Tour hjemmesiden.
År | Vinder (score) | Danskere i top-10 (Score) |
2022 | Viktor Hovland (-12) | |
2021 | Paul Casey (-17) | Nr. 9 – Rasmus Højgaard (-8) |
2020 | Lucas Herbert (-9) | |
2019 | Bryson DeChambeau (-24) | Nr. 7 – Thorbjørn Olesen (-15) |
2018 | Haotong Li (-23) | |
2017 | Sergio Garcia (-19) | Nr. 3 – Lasse Jensen (-14) |
2016 | Danny Willett (-19) | Nr. 8 – Søren Kjeldsen (-14) Nr. 8 – Thorbjørn Olesen (-14) |
2015 | Rory McIlroy (-22) | Nr. 4 – Morten Ørum Madsen (-15) |
2014 | Stephen Gallacher (-16) | Nr. 5 – Thorbjørn Olesen (-13) |
2013 | Stephen Gallacher (-22) | Nr. 3 – Thorbjørn Olesen (-17) |
2012 | Rafa Cabrera Bello (-18) | Nr. 5 – Søren Kjeldsen (-14) Nr. 9 – Thomas Bjørn (-13) |
2011 | Alvaro Quiros (-11) | Nr. 2 – Anders Hansen (-10) |
2010 | Miguel Angel Jiménez (-11) | |
2009 | Rory McIlroy (-19) | |
2008 | Tiger Woods (-14) | Nr. 6 – Søren Hansen (-8) |
2007 | Henrik Stenson (-19) | Nr. 10 – Thomas Bjørn (-12) |
2006 | Tiger Woods (-19) | Nr. 4 – Anders Hansen (-17) |
2005 | Ernie Els (-19) | Nr. 9 – Søren Kjeldsen (-11) |
2004 | Mark O’Meara (-17) | |
2003 | Robert Jan-Derksen (-17) | Nr. 6 – Thomas Bjørn (-13) |
2002 | Ernie Els (-16) | |
2001 | Thomas Bjørn (-22) | Nr. 1 – Thomas Bjørn (-22) |
2000 | José Coceres (-14) | |
1999 | David Howell (-13) | |
1998 | José María Olazábal (-19) | |
1997 | Richard Green (-16) | |
1996 | Colin Montgomerie (-18) | Nr. 7 – Thomas Bjørn |
1995 | Fred Couples (-20) | |
1994 | Ernie Els (-20) | |
1993 | Wayne Westner (-14) | |
1992 | Seve Ballesteros (-16) | |
1991 | Aflyst pga. Golfkrigen | |
1990 | Eamon Darcy (-12) | |
1989 | Mark James (-11) |