AmatøreliteHistorisk finaledag i Roskilde: De første danske mestre i indendørs holdgolf er...

Historisk finaledag i Roskilde: De første danske mestre i indendørs holdgolf er kåret

Lørdag den 21. februar blev finaledagen i NORM Invest Divisionen, Danmarksturneringen Indoor, spillet i Roskilde. Dermed blev de første landsdækkende danske mestre for klubhold i indendørs golf kåret.

Der blev spillet semifinaler og finaler i herre, dame og ungdomsrækken.

Aalborgs herrer ubesejret gennem sæsonen

I herrerækken understregede Aalborg Golf Klub sin styrke fra puljespillet. Efter tæt semifinalesejr på 10-8 over Næstved og en sæson uden nederlag kunne aalborgenserne fortjent løfte trofæet. Det skete efter en sikker 13-5 sejr over Dragør, der kom bagud 5-1 efter foursomes, og ikke kunne vende singlerne til amagerkansk fordel, på trods af tætte matcher. I vindertalen fremhævede holdkaptajn Magnus Hallund Krebs fra Aalborg ”at vi spillere har sat stor pris på at kunne mødes, hygge og konkurrere i vinterperioden, og samtidig vise at Aalborg igen gerne vil blande sig i toppen af dansk golf”, og samtidig takkede han arrangøren Claus Møldrup for at have igangsat den indendørs vinterliga.

Undervejs var der synligt bevis på at der var højkvalitets golfspil, da Næstveds Markus Wellemberg i semifinalen leverede en hole in one på det 187 meter lange 17. hul, endda på sin 30-års fødselsdag. Næstved fik i bronzekampen vendt 10-8 nederlaget fra semifinalen mod Aalborg, til en 10-8 sejr over Silkeborgs herrer efter endnu en tæt duel på de grønne græsmåtter.

Kokkedals damer holdt nerverne i ro

Hos damerne spillede Kokkedal Golf Klub sig i finalen med en sikker 9-3 sejr over Vejle, mens Silkeborg besejrede Smørum 8-4 i den anden semifinale.

Finalen mod Silkeborg blev imidlertid langt tættere, end cifrene 8-4 antyder. Begge foursomes blev vundet knebent 1/0 af Kokkedal, hvilket gav et spinkelt forspring før singlerne. Her blev flere matcher først afgjort på 18. hul, og da det afgørende point var i hus, kunne Kokkedal lade sig hylde som mestre, til stor begejstring for klubbens sportschef Lotte Greve

I bronzekampen rejste Smørum sig efter semifinalenederlaget og vandt 8-4 over Vejle. Efter sejre i begge foursomes og den første single blev det årets pigetalent i Smørum, Alba Ravn, der sikrede det afgørende point og dermed bronzemedaljerne til Smørum.

Kokkedal Golf Klub efter sejren i damerækken ved NORM Invest Divisionen 2025/26 – Foto: Magnus Ankerstrøm
Dragør satte sig tungt på ungdomsrækken

I ungdomsrækken spillede Dragør Golfklub sig i finalen med en overbevisende 9-3 sejr over Kolding, mens Furesø besejrede Odense Eventyr 8-4 i den anden semifinale.

Finalen blev en magtdemonstration fra Dragør. Amagerkanerne bragte sig hurtigt foran 4-0 efter sejre på 6/4 og 6/5 i foursomes og satte sig tungt på opgøret. Furesøs Christian Maack reducerede med en 2/1 sejr i første single, men Dragør svarede igen med klare sejre i de næste matcher og sikrede samlet en 9-3 triumf. Som dagens første række kunne de lade sig hylde som danske mestre til store klapsalver fra hallen.

Bronzekampen udviklede sig til et drama. Stillingen var 5-5 før den sidste match, hvor afgørelsen først faldt på 18. green. Her trak Kolding det længste strå og sikrede bronzemedaljerne foran Odense Eventyr i et opgør, der blev afgjort på yderste marginal.

Dragør Golfklub efter sejren i ungdomsrækken ved NORM Invest Divisionen 2025/26 – Foto: Magnus Ankerstrøm
En turnering der udvides

19 hold fra 14 eliteklubber deltog i sæsonen, og interessen er steget markant undervejs. Flere klubber har allerede henvendt sig om deltagelse næste sæson. Planen er ifølge DGUs udviklingschef Jonas Meyer, at unionen og TrackMan lancerer en Danmarksturnering for klubhold i vinteren 2026/2027. Den vil inkludere rækker, niveauer og puljer som vi kender det fra Danmarksturneringen udendørs. Turneringen vil indeholde både pulje og finalespil i formater der passer bedst muligt til klubbernes og spillernes behov, samt de lokale muligheder for spil i en simulator.

Ifølge tal fra branchen så er både antallet af centre i vækst og der er flere klubber der også anskaffer eller udvider antallet af simulatorbokse til rådighed for medlemmer. Alene fra 2024 til 2025 er der sket en stigning på 19% i antal af spillede runder og slag.

Turneringen i denne sæson blev gennemført med støtte fra hovedsponsor NORM Invest. STATE Drinks leverede drikkevarer og proteinbarer, mens TrackMan var den teknologiske platform til at spille banerne på.

www.norminvest.com/golf

FAKTA BOKS

Turnering
Norm Invest-divisionen
Danmarksturneringen Indoor Golf

Spillesteder
10 centre har deltaget (YARDS Urban Golf, SimGolf (Grøndahl, Amager og Roskilde), Sjællands Indoor Golf (Køge), Lars Vegas Golf, Golf Arena (Aarhus), Indoor Midtjylland (Ikast), Volstrup Golf

Deltagende klubber
10 golfklubber til finalen, 14 i puljespillet

Finalefelt
12 hold i alt
4 herrehold
4 damehold
4 ungdomshold
Ca. 70 spillere og holdkaptajner i finalen

Samlet deltagerantal i sæsonen
Ca. 120 spillere. Adskillige landsholdsspillere, bl.a. Izak Phan, Mikkel Tingsted, Mads Heller og Daniel Toft, samt professionelle spillere har været med i puljespillet, herunder Hamish Brown, Morten Ørum Madsen og Anders Ejlersen, mens Natascha Høst Husted også har optrådt på damesiden.

Spilleformat
Hulspil i teamformat (som ved Danmarksturneringen udendørs)
Foursomes (3 for herrer og 2 for damer/ungdom)
Singler (6 for herrer og 4 for damer/ungdom)

Arrangør i 2025/26
Claus Møldrup, YARDS Urban Golf
www.urban-golf.dk

De tre vinderhold ved NORM Invest Divisionen 2025/26 – Foto: Magnus Ankerstrøm

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, uge 9 2026

På to uger er Casey Jarvis blevet dobbelt vinder på DP World Tour, da Investec South African Open Championship og kvalificerede sig til både...

Luke Donald skal være Ryder Cup kaptajn igen i 2027

48-årige Luke Donald har fået genvalg, da han er blevet valgt som europæiske Ryder Cup 2027 kaptajn på Adare Manor i Limerick, Irland. Ryder Cup...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk