Lørdag den 12. november kl. 10 kunne CEO i HimmerLand, Mette Ravn, klippe den røde snor til HimmerLands nye padelfaciliteter. Den officielle åbning blev fejret med stor padelturnering, tale og lidt godt til ganen for de fremmødte gæster.
Golf og spa har længe været de primære trækplastre på Lars Larsens Vej 1, men i dag kunne CEO i HimmerLand endelig klippe den røde snor til en helt ny aktivitet i HimmerLand.
– Det var en stor forløsning endelig at kunne åbne for HimmerLand Sport & Padel, da vi nu for alvor begynder at kunne tilbyde aktiviteter hele året rundt. Golf og spa er selvfølgelig stadig det mange kender os for, men alle vores nye investeringer har til formål at kunne tilbyde endnu mere hele året rundt, siger CEO i HimmerLand Mette Ravn og fortsætter:
– Her er padel jo en rigtig god aktivitet at få på oplevelsesprogrammet, da den appellerer rigtig bredt, hvilket jo også er derfor sporten er blevet så populær, og det kunne vi også mærke til åbningen i dag. Tidligere på året kunne vi åbne vores 26 nye hotelværelser og næste år åbner HimmerLand Multihal, så det er dejligt, at vi begynder at blive det resort, vi har ambitioner om at være.
Udover både indendørs og udendørs padelbaner har HimmerLand også tilføjet en udendørs kunstgræs fodboldbane, udendørs tennisbane og en streetfodboldbane – alle faciliteterne ligger på et 20.000 m2 stort område, hvor HimmerLands gamle greenkeepergård lå, og har fået navnet HimmerLand Sport & Padel.
Aktiviteter for alle
Til åbningen i dag var der arrangeret stor padelturnering for fremmødte gæster.
En af dem, der var kommet til åbningen, var Jesper Kassow fra Nibe. Ligesom mange af de andre fremmødte gæster på dagen, var Jesper kommet for at prøve de nye baner i HimmerLand.
– Jeg synes det er rigtig fedt at kunne spille padel HimmerLand nu, det er nogle lækre baner med dejligt højt til loftet, de har fået stablet på benene her, dem glæder jeg mig til at bruge, siger Jesper Kassow og sætter lidt ord på sportens popularitet:
– Jeg tror padel er blevet populær, fordi sporten er nem at gå til, så der er rigtig mange, der kan være med. Jeg har selv spillet i et par nu, og blev hurtigt vild med, så det er jo skønt, at vi også kan spille i HimmerLand nu.
For at fejre åbningen havde gæster mulighed for at prøve en såkaldt Americano-turnering, hvor man skifter holdkammerat, og til sidst kåres en samlet vinder.
Mange muligheder
HimmerLands Salg- og Marketingchef glæder sig også over tilføjelsen af de nye aktiviteter.
– Vi lever af at skabe gode oplevelser for alle vores gæster, og vi har længe kigget på, hvordan vi kunne gøre HimmerLand mere interessant for virksomheder, der søger teambuilding-muligheder og par, vennegrupper og familier, der måske gerne vil dyrke aktivitet sammen, siger Helle Thomasberg, og fortsætter:
– Jeg glæder mig til, sammen med resten af teamet at skabe nogle gode oplevelser og aktiviteter i HimmerLand – og så går der jo ikke længe før vores nye multihal også står klar med halfaciliteter, golfsimulatorer og meget mere, så man kan godt begynde at booke, siger den ivrige Salg- og Marketingchef.
Til at holde HimmerLand Sport & Padel kørende er der etableret 582m2 solceller på taget af de to haller, som tilsammen kan producere op mod 120.000 kWh om året. Produceres der for meget el, bliver det overskydende sendt videre til resortets varmepumper.
Fakta om HimmerLand Sport & Padel:
- HimmerLand fejrer åbningen med god pris på banebooking fra søndag 13. november til søndag den 20. november.
- Der er i alt 10 padelbaner (2 udendørs doublebaner, 6 indendørs doublebaner og 2 indendørs singlebaner)
- Der er omklædningsfaciliteter med brusere ved padelhallerne.
- Padelbanerne er certificerede Adidas-baner
- De to haller, som de indendørs baner ligger i, har hele 15 meter til loftet
- Granulatet, der er brugt til kunstgræs-fodboldbanen, er lavet af organisk materiale
- Den udendørs tennisbane har et hybridunderlag
- Streetbanen har både fodboldmål og basketkurve
Fakta om Himmerland
HimmerLand er et resort med mange faciliteter i smukke naturomgivelser beliggende tæt ved Sjørup Sø.
Spa
HimmerLand rummer en stor spaafdeling med luksuriøse spabehandlinger, -områder og -oplevelser. Her er der alt fra kryoterapi til stor udendørs pool, sauna, snemaskine, boblebade og meget mere.
Gastronomi
HimmerLand har flere gastronomiske strenge at spille på. Fra stemningsfyldt hotelrestaurant Hul 19 til prisvindende fine dining restaurant HimmerRiget. Hertil en bowlingcafé med mulighed for hjemmelavede stenovnsbagte pizzaer.
Ophold
I HimmerLand er der 86 hotelværelser. Alle værelser er med egen terrasse eller balkon med udsigt til resortets golfbaner og Sjørup Sø.
Konference
I HimmerLand er der møde- og konferencefaciliteter mad plads til op til 278 personer. Der er plads til både store og små arrangementer i HimmerLands 16 møde- og konferencelokaler.
Golf
I HimmerLand kan man spille golf på hele tre baner. To 18-hullers golfbaner (Old Course og New Course) og én pay-&-play-golfbane med seks huller (Academy Course), hvor både nybegyndere og øvede kan blive udfordret.
Aktiviteter
I HimmerLand kan du lege MTB-cykler, spille Adventure Minigolf, bowle, leje SUP og Kano, spille kroket eller tage en tur i svømmehallen. Der er også gode løberuter, sauna til vinterbadning og meget mere.
HimmerLands historie
Da Lars Larsen i 2007 overtog aktiverne i HimmerLand, gik resortet hurtigt fra en golfbane i Gatten til et resort med fokus på golf og spa. Siden har resortet kun udviklet sig yderligere, og i 2014 kunne man første gang byde velkommen til den internationale golfturnering Made in Denmark, som sidenhen skiftede navn til Made in HimmerLand.
I 2020 blev planerne for HimmerLands udvidelse, som skulle matche resortets ambition om at blive et helhjertet resort med internationalt fokus, for alvor sat i gang. HimmerLand skulle være mere end golf og spa, hvorfor Lars Larsen Group valgte at investere yderligere i resortet og tilføre både paddlebaner, tennis, fodboldbane og en multihal.
I dag ejes HimmerLand af Lars Larsen Group.