Drømmen om medaljer lever fortsat for herre- og pigelandsholdet ved Hold EM, hvor dame-, drengelandsholdet spiller om de sekundære placeringer.
I 2018 vandt damerne og herrerne bronzemedaljer, mens pigerne blev nr. 7 og drengene nr. 8.
Slagspil efterfulgt af hulspil om medaljerne
Ved EM for hold er der seks spillere på hvert hold. Tirsdag og onsdag spillede man slagspil over 18 huller, hvor fem af seks scores pr. dag var tællende som holdets samlede score, inden der torsdag, fredag og lørdag spilles hulspil om de endelige placeringer. Læs mere om resultaterne i slagspil i denne artikel.
De 8 bedste lande er gået videre til medaljespillet i Flight A, mens de øvrige spiller i Flight B samt også C for damerne og pigerne. Herrerne og drengene har en særskilt 2. division, hvor de næstbedste nationer er med.
I alle matcher mod finalen spilles om 7 point fordelt på to foursome matcher om formiddagen og fem singler om eftermiddagen. Hold der ikke længere er med i kampen om medaljer spiller om 5 point med én foursome og fire singler.
Herrerne vandt over Irland, der var bedst i slagspil
Herrenes EM spilles på Ljunghusen GC i Sverige, hvor de danske herrer blev nr. 8 i slagspilskvalifikationen. De skulle derfor møde Irland, der vandt kvalifikationen i -19, hvilket var 33 slag bedre end danskerne!
Hulspil er dog noget andet, og de danske herrer vandt begge foursomes torsdag formiddag. I singlerne vandt Andreas Hillersborg Sørensen og Alexander Frances 1 op, hvilket sikrede en dansk sejr på 4 & 3.
Fredag skal Danmark spille mod værtsnationen Sverige i den ene semifinale, mens Skotland og England mødes i den anden.
Herrelandsholdet består af Andreas Hillersborg Sørensen (Roskilde Golf Klub), August Thor Høst (Odense Eventyr Golf), Rasmus Neergaard-Petersen (Furesø Golfklub), John Axelsen (Sorø Golfklub), Hamish Brown (Aalborg Golf Klub) og Alexander George Frances (Møns Golfklub).
Hold EM, herrer – Flight A hulspil, leaderboard
Damerne tabte til Tyskland, og kan blive nr. 5
Is Molas GC på Sardinien er vært for damernes Hold EM, hvor Danmark blev nr. 6 i slagspil, så de skulle møde Tyskland i kvartfinalen.
Hvert hold vandt en foursome hver, men i singlerne var det kun Sofie Kibsgaard Nielsen som vandt, så det endte med en klar tysk sejr på 4,5 – 2,5.
Danmark kan dermed i bedste fald blive nr. 5, og fredag skal de spille mod England.
Damernes EM hold udgøres af Karen Fredgaard (Asserbo Golf Club), Puk Lyng Thomsen (Frederikshavn Golfklub), Marie Lund-Hansen (Sønderjyllands Golfklub), Cecilie Brøgger Nielsen (Furesø Golfklub), Cecilie Finne-Ipsen (Hjortespring Golfklub) og Sofie Kibsgaard Nielsen (Morsø Golfklub).
Hold EM, damer – Flight A hulspil, leaderboard
Drengene vandt over Finland
Drengene er i Frankrig, hvor der spilles på Golf de Chantilly. De blev nr. 10 i slagspilskvalifikationen, så som det eneste af de fire danske landshold kom de ikke med i Flight A, og kan i bedste fald slutte som nr. 9.
Torsdag spillede de mod Finland, og efter en sejr i foursome og to singler samt en delt single, så vandt de danske drenge 3,5 – 1,5 over Finland. Fredag skal de spille mod Holland.
Drengenes hold består af Jamie Tofte Nielsen (Søllerød Golfklub), Jonas Thygesen (Randers Golf Klub), Mads Laage Hansen (Smørum Golfklub), Mikkel Kousholt Schmitt (Randers Golf Klub), Rasmus Bofill (Silkeborg Ry Golfklub) og Sebastian Friedrichsen (Asserbo Golf Club).
Hold EM, drenge – Flight A hulspil, leaderboard
Hold EM, drenge – Flight B hulspil, leaderboard
Pigerne tabte i foursome, men vandt singlerne
Pigerne spiller på Parador de El Saler i Spanien, hvor de sluttede på en flot 3. plads i slagspilskvalifikationen.
I formiddagens foursome var Tjekkiet bedst, da de vandt begge matcher og førte 2 – 0. De dansker piger fik dog i den grad revanche i de fem singler, da det blev til fire sejre og en delt match. Danmark vandt dermed 4,5 – 2,5.
Pigerne er i semifinalerne, hvor de skal møde Tyskland, mens Italien og Spanien mødes i den anden semifinale.
Amalie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub), Anne Normann (Rungsted Golfklub), Alberte Thuesen (Mølleåens Golf Klub), Natacha Høst Husted (Smørum Golfklub), Olivia Grønborg (Helsingør Golf Club) og Cecilie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub) er på pigernes hold.