Tre af de fire danske landshold skal spille om medaljer ved Hold EM, hvor der efter to runder slagspil skal spilles hulspil til og med på lørdag, hvor medaljerne uddeles. Det er kun drengelandsholdet, som er ude af medaljekampen.
I 2018 vandt damerne og herrerne bronzemedaljer, mens pigerne blev nr. 7 og drengene nr. 8.
Slagspil efterfulgt af hulspil om medaljerne
Ved EM for hold er der seks spillere på hvert hold. Tirsdag og onsdag spillede man slagspil over 18 huller, hvor fem af seks scores pr. dag var tællende som holdets samlede score, inden der nu skal spilles hulspil om de endelige placeringer.
De 8 bedste lande er gået videre til medaljespillet i Flight A, mens de øvrige spiller i Flight B samt også C for damerne og pigerne. Herrerne og drengene har en særskilt 2. division, hvor de næstbedste nationer er med.
Torsdag spilles kvartfinaler, så vinder man den i Flight A, er man således sikker på mindst at skulle spille om bronze, men taber man, kan det i bedste fald blive til en 5. plads.
I alle matcher mod finalen spilles om 7 point fordelt på to foursome matcher om formiddagen og fem singler om eftermiddagen. Hold der ikke længere er med i kampen om medaljer spiller om 5 point med én foursome og fire singler.
Herrerne blev nr. 8 og skal spille mod Irland
Herrenes EM spilles på Ljunghusen GC i Sverige, men selvom de danske herrer derfor har haft ekstra gode muligheder for at prøvespille den populære linksbane syd for Malmø, så havde de det svært.
I samlet +14 blev Danmark nr. 8, hvilket var to slag foran Frankrig i +16, så herrerne klarede sig lige akkurat med i Flight A, hvor de så er seedet som nr. 8.
Torsdag skal de derfor spille mod Irland, der vandt kvalifikationen i -19, og således var 33 slag bedre end danskerne. Men i hulspil kan alt ske, som drømmen om medaljer lever.
Individuelt var Andreas Hillersborg Sørensen og Rasmus Neergaard-Petersen bedst i +1 over de to runder. Euan Walker fra Skotland var bedst i -12. Han er for nyligt blevet nr. 2 ved både det individuelle EM og Amateur Championship.
Herrelandsholdet består af Andreas Hillersborg Sørensen (Roskilde Golf Klub), August Thor Høst (Odense Eventyr Golf), Rasmus Neergaard-Petersen (Furesø Golfklub), John Axelsen (Sorø Golfklub), Hamish Brown (Aalborg Golf Klub) og Alexander George Frances (Møns Golfklub).
Hold EM, herrer – slagspilskvalifikation
Hold EM, herrer – Flight A hulspil, leaderboard
Damerne blev nr. 6 og skal spille mod Tyskland
Is Molas GC på Sardinien er vært for damernes Hold EM, hvor Danmark blev nr. 6 i +5. Italien vandt i -19 foran Sverige i -15, mens Tyskland, som danskerne skal spille mod torsdag, blev nr. 3 i -4.
Individuelt var Puk Lyng Thomsen og Sofie Kibsgaard bedst, da de var i par efter de to runder. Pia Babnik fra Slovenien (som blev nr. 9 som nation) var bedst i -9 foran svenske Frida Kinhult i -8.
Damernes EM hold udgøres af Karen Fredgaard (Asserbo Golf Club), Puk Lyng Thomsen (Frederikshavn Golfklub), Marie Lund-Hansen (Sønderjyllands Golfklub), Cecilie Brøgger Nielsen (Furesø Golfklub), Cecilie Finne-Ipsen (Hjortespring Golfklub) og Sofie Kibsgaard Nielsen (Morsø Golfklub).
Hold EM, damer – slagspilskvalifikation, resultat
Hold EM, damer – Flight A hulspil, leaderboard
Drengene blev nr. 10 og skal spille om sekundære placering
Drengene er i Frankrig, hvor der spilles på Golf de Chantilly. Som det eneste af de fire landshold lykkedes det ikke at komme i Flight A, da drengene blev nr. 10 i +37, efter +32 i første runde og +5 i anden.
Drengene skal derfor spille i Flight B om placeringerne 9 – 16, og torsdag møder de Finland. Spanien vandt kvalifikationen i -3 foran Tyskland i -2, hvorfra der var langt til England på 3. pladsen i +12.
Individuelt blev Sebastian Friedrichsen flot nr. 3 i -2 efter andendagens bedste runde i -6. David Puig og Jose Luis Ballester fra Spanien var bedst i henholdsvis -6 og -5.
Drengenes hold består af Jamie Tofte Nielsen (Søllerød Golfklub), Jonas Thygesen (Randers Golf Klub), Mads Laage Hansen (Smørum Golfklub), Mikkel Kousholt Schmitt (Randers Golf Klub), Rasmus Bofill (Silkeborg Ry Golfklub) og Sebastian Friedrichsen (Asserbo Golf Club).
Hold EM, drenge – slagspilskvalifikation, resultat
Hold EM, drenge – Flight A hulspil, leaderboard
Hold EM, drenge – Flight B hulspil, leaderboard
Pigerne blev nr. 3 og skal spille mod Tjekkiet
Pigerne spiller på Parador de El Saler i Spanien, hvor de sluttede på en flot 3. plads i slagspilskvalifikationen.
Det giver dem en god seedning til hulspilsfinalerne, hvor de skal spille mod Tjekkiet i første runde.
Individuelt blev Anne Norman nr. 3 i -3, mens Amalie Leth-Nissen blev nr. 6 i +2. Caterina Don fra Italien var bedst i -12 foran Paula Schulz-Hanssen fra Tyskland i -8.
Amalie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub), Anne Normann (Rungsted Golfklub), Alberte Thuesen (Mølleåens Golf Klub), Natacha Høst Husted (Smørum Golfklub), Olivia Grønborg (Helsingør Golf Club) og Cecilie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub) er på pigernes hold.