Jim Herman formåede at holde Henrik Stenson og Dustin Johnson bag sig i Shell Houston Open, og vandt sin første PGA Tour sejr. En sejr der giver ham en plads i Masters.
38-årige Jim Herman havde hidtil kun vundet én større turnering som professionel, og det var på Web.com Tour tilbage i 2010.
Efter tredje runde var Herman på en delt førsteplads med Jamie Lovemark. Med en runde i -4 vandt han i -15 foran Henrik Stenson i -14 og Dustin Johnson i -13.
Rafa Cabrera Bello, der blev nr. 3 i WGC – Dell Match Play, var tæt på at misse cuttet, men var nr. 19 efter 3. runde. Med dagens bedste runde i -7 rykkede han helt frem til en 4. plads i -12. Daniel Berger og Russell Henley delte 5. pladsen i -11.
Spieth lagde pres på de førende
Patrick Reed og Rickie Fowler delte 10. pladsen i -9, mens Charl Schwartzel, Phil Mickelson og Jordan Spieth delte 13. pladsen i -8.
Spieth begyndte finalerunden med en par, men lavede derefter fire birdies i træk, og efter endnu en birdie på 7. hul var han -5 for runden og helt fremme i toppen. Det endte dog med en runde i -2 efter bl.a. en dobbeltbogey på 18. hul, hvor han slog i vandet.
Jamie Lovemark gik +4, og faldt tilbage til en 18. plads i -7.