Harris English vandt Travelers Championship på PGA Tour efter 8 hullers omspil mod Kramer Hickok. Bubba Watson så ellers ud til at vinde turneringen for fjerde gang, men kollapsede på de sidste 5 huller. Se højdepunkter fra finalerunden ovenfor.
Efter runder i +2 og +1 var Sebastian Cappelen fem slag fra at klare cuttet.
Inden finalerunden delte Kramer Hickok og Bubba Watson føringen i -10 foran Cameron Smith, Russell Henley og Jason Day i -9.
Med en runde i -5 kom Harris English til -16, og det samme gjorde Kramer Hickok efter en birdie på sidste hul, så de to skulle i omspil om sejren. Et omspil der trak ud med syv delte huller i par inden Harris English vandt med en birdie på 8. omspilshul.
Marc Leishman blev nr. 3 i -12 foran Abraham Ancer i -11, mens Kevin Kisner, Brooks Koepka, Hank Lebioda, Brian Harman og Brice Garnett delte 5. pladsen i -10.
Jason Day blev nr. 10 i -9 mens Guido Migliozzi, Adam Scott og Patrick Cantlay delte 13. pladsen i -8.
Bubba Watson førte, men var +6 på de sidste 5 huller
Efter for-ni i -3 var Bubba Watson alene i spidsen i -13. Han lignede en vinder indtil han lavede fire bogeys og en dobbeltbogey på de sidste 5 huller. Bubba gik finalerunden i +3 og faldt tilbage til en 19. plads i -7, som han delte med Bryson DeChambeau
Et stort kollaps af 42-årige Bubba Watson, der ellers har vundet Travelers Championship tre gange i 2010, 2015 og igen i 2018, som er han seneste af 12 PGA Tour sejre. Han vandt Masters i 2012 og 2014.
Den forsvarende mester Dustin Johnson og Patrick Reed blev nr. 25 i -6, Justin Rose, Paul Casey og Ian Poulter nr. 36 i -4 mens Phil Mickelson blev nr. 61 i -1.
Garrick Higgo, Tony Finau, Rickie Fowler, Francesco Molinari og Matthew Wolff missede cuttet.
Fjerde sejr på PGA Tour
31-årige Harris English har vundet tre gange tidligere på PGA Tour med sejre i FedEx St. Jude Classic 2013, OHL Classic at Mayakoba 2013 og Sentry Tournament of Champions 2021.