Haotong Li vandt sæsonens tredje og sidste Hero Challenge op til Europa Tour sæsonfinalen DP World Tour Championship Dubai. Turneringen blev spillet tirsdag aften, og kunne ses på Twitter.
Hvor man tidligere har spillet Hero Challenge på et specialdesignet par-3 hul, så blev der i Dubai spillet nærmest-pinden til en flydende green på stranden ved det ikoniske Atlantis hotel, som man kan se det i videoen ovenfor med højdepunkter.
Man fik 25 point for at slå bolden indenfor den inderste cirkel på greenen, 10 point for den anden cirkel og 5 point hvis bolden blev på greenen udenfor cirklerne.
I den indledende kvartfinale kunne spillerne slå så mange slag de kunne nå på 60 sekunder, mens de derefter kun havde tre slag.
I finalen vandt 22-årige Haotong Li 50 -45 over Alex Noren.
Nedenfor ses alle resultater fra turneringen:
Kvartfinaler (så mange slag som muligt på 60 sekunder)
Tommy Fleetwood 40 – 45 Ian Poulter
Alex Noren 105 – 45 Francesco Molinari
Rafa Cabrera Bello 25 – 25 Thomas Pieters (efter omspil)
Jon Rahm 45 – 60 Haotong Li
Semifinaler (3 bolde til hver)
Alex Noren 40-10 Ian Poulter
Thomas Pieters 15 – 30 Haotong Li
Finalen (3 bolde til hver)
Alex Noren 45 – 50 Haotong Li
Den fjerde udgave af Hero Challenge
Hero Challenge blev spillet første gang op til British Masters 2016, hvor Alex Levy vandt. Den første udgave blev en stor succes, så der var tre udgaver af Hero Challenge i år.
Patrick Reed vandt Hero Challenge op til Aberdeen Asset Management Scottish Open i juli, mens Lee Westwood vandt op til British Masters supported by Sky Sports.