Danmarksmestrene fra Gyttegård Golfklub, repræsenteret af tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard samt Jens Christian Tvergaard, blev nr. 2 ved EM for klubhold 2018.
Holdets to bedste af tre slagspilsrunder i hver af de tre runder på Golf du Médoc Resort i Frankrig, talte som holdets score. Alle tre Gyttegård-spillere bidrog hver med to tællende runder over de tre dage.
Efter forsinkelser var der nogle, som først færdigspillede anden runde lørdag morgen, hvorefter Gyttegård var på 4. plads i -7. Ét slag fra RCF – La Boulie fra Frankrig på 3. pladsen, tre slag efter Real Club de Golf El Prat fra Spanien på 2. pladsen og fem slag efter engelske Castle Royle Golf & CC på 1. pladsen. Englænderne havde dog en meget dårlig finalerunde med to tællende runder i +3, så de sluttede på en 4. plads i -6.
RCF – La Boulie fra Frankrig var bedst med samlet -6 på finaledagen, så de vandt i -14 foran Gyttegård og Real Club de Golf El Prat i -11.
Ved EM for klubhold er der ikke omspil om placeringerne, da de ikke tællende scores er afgørende ved lige placeringer. Her var Gyttegård bedst, hvilket gav dem andenpladsen, mens Real Club de Golf El Prat blev nr. 3.
Nicolai Højgaard var bedste dansker individuelt
Det er en holdturnering, men der føres også individuelle scores, og her var Nicolai Højgaard bedste dansker på en delt 3. plads i -5, Jens Christian Tvergaard blev nr. 8 i -1 og Rasmus Højgaard nr. 19 i +3.
Eduard Rousaud fra Real Club de Golf El Prat i Spanien var bedst af alle, og vandt i -8 foran Frederic Lacroix fra RCF – La Boulie i -7.