Grundfos Masters er netop sat i gang på Green Eagle Golf Club ved Hamborg, og det 120 mand store felt kan se frem til en rigtig hård udfordring.
Med sine 7.200 meter hører Green Eagle Golf Clubs North Course til blandt de absolut længste golfbaner i verden. Og mens nogle teesteder er sat en anelse frem under de kolde betingelser, så kan feltet blandt andet se frem til 16. hul, som spiller sin fulde længde på 645 meter.
Blandt favoritterne til Grundfos Masters hører blandt andre Rasmus Hjelm og Benjamin Poke, som har vundet de første to ECCO Tour turneringer i indeværende sæson. Begge skal forsøge at bygge videre på en flot sæsonstart og indsamle værdifulde point til GolfBox Nordic Golf League Ranking i kampen om oprykning til Challenge Touren 2017.
Mens Rasmus Hjelm og Benjamin Poke er de to bedst-placerede danskere på ranglisten inden denne uge, så vil øvrige danske profiler som Peter Vejgaard, Patrick Winther, Mark Haastrup, Mathias Gladbjerg, Simon Willer, Kasper Estrup, Nicolai Kristensen, Nikolaj Nissen, Oliver Suhr og Niklas Nørgaard Møller også håbe på et godt resultat, der kan bringe dem frem på GolfBox Nordic Golf League Ranking.
Du kan følge Grundfos Masters på Green Eagle Golf Club her.