PGA Pro Søren Hansen er ansat som cheftræner og Søren Vadmand som ny administrerende direktør for Great Northern. Dermed er det team, som skal drive det eksklusive og ambitiøse golfanlæg nu på plads og klar til at gennemføre de sidste forberedelser frem mod åbningen den 8. juli 2017.
Søren Hansen har spillet professionel golf på det højeste europæiske og internationale niveau i mere end 20 år. Han har bl.a. spillet alle Majors, alle World Cup turneringer samt den legendariske Ryder Cup turnering. Efter mere end 25 år i udlandet og en meget aktiv karriere som professionel golfspiller har Søren Hansen nu valgt at vende tilbage til Danmark og starte en ny karriere som træner.
Jesper Schmitz, formand for bestyrelsen for Great Northern, siger om udnævnelsen af Søren Hansen:
– Søren Hansen er en utrolig dygtig golfspiller med en dyb teknisk viden og en meget smittende passion for golf. Han er en meget imødekommende og vellidt person og en rigtig dygtig formidler med en super inspirerende tilgang til sporten. Jeg er helt overbevist om, at han er den rette til at opbygge Great Northerns Academy sammen med det øvrige team.
Søren Hansen siger om sin nye rolle:
– Great Northern er et utrolig ambitiøst golfprojekt med de mest fantastiske rammer, som rummer et unikt potentiale til at blive et golf akademi i topklasse. Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at bygge akademiet op for såvel professionelle som begyndere, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre start på en ny karriere som træner.
Søren Hansen er 43 år, gift med Anne og parret har to drenge på 7 og 11. Familien flytter om kort tid til Kerteminde.
Ny administrerende direktør
Søren Vadmand er ansat som administrerende direktør. Søren kommer med en solid kommerciel og ledelsesmæssig erfaring fra virksomheder som Illum, hvor han var CEO i perioden 2010 – 2015, samt Magasin og Dagrofa, hvorfra han har flere års erfaring som Chief Financial Officer. Senest har Søren Vadmand været forbi sportens verden som CEO for Brøndby IF.
Jesper Schmitz siger om udnævnelsen af Søren Vadmand:
– Søren Vadmand er en energisk og meget kompetent leder med solid erfaring fra topposter i erhvervslivet. Søren er en meget visionær person, som virkelig formår og tør at tænke stort, sætte en klar retning og få hele holdet med sig på rejsen. Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde sammen med Søren om at videreudvikle Great Northern.
Søren Vadmand siger om sin nye rolle:
– Jeg er beæret over at få lov til at være en del af det fantastiske team, der skal udvikle Great Northern. Rammerne er sat for et ambitiøst golfanlæg – nu er det op til os at bringe det til live og skabe en helt unik oplevelse for vores gæster uanset, om de befinder sig på banen, i akademiet eller i restauranten. Jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer og samtidig at lære en helt ny verden at kende.
Søren Vadmand er 50 år, gift og har to børn på 11 og 16 år. Familien bor i Dragør.
Udover Søren Hansen og Søren Vadmand består Great Northerns ledelsesteam af Aidan O’hara, Golf Course Superintendent/baneansvarlig (tidligere Mount Juliet, Kilkenny, Irland, samt baneansvarlig under afviklingen af to World Golf Championship) og Susanne Åberg, General Manager for Great Northern Resort (tidligere General Manager på Kokkedal Slot, First hotel Vesterbro og Hotel Plaza).
Om Great Northern
Great Northern er et internationalt ambitiøst golfanlæg beliggende i naturskønne Kerteminde. Vi stræber efter storhed i alle tænkelige detaljer – fra udfordringen på hvert enkelt hul, over kvaliteten i byggematerialer, restaurantens råvarer og pro-shoppens accessories, til det overordnede serviceniveau.
Great Northern er den første danske bane anlagt af Nicklaus Design – en af verdens førende golfbanearkitekter. Når Great Northern åbner dørene den 8. juli 2017, vil det være til en udfordrende 18-hullers bane, en 9-hullers træningsbane, 15 hotelværelser til overnattende gæster samt et imponerende klubhus, der huser Restaurant EAT.
Læs mere på www.greatnorthern.dk