GolfPromote, som står bag Danish Golf Championship, den danske Challenge Tour-turnering og ECCO Tour, har ansat Jesper Thuen som Sales & Marketing Manager. Det sker for at styrke selskabets samarbejde med de mange eksisterende partnere og sponsorer og selvfølgelig også for at kunne tiltrække nye kunder i en bredere kontekst i det danske erhvervsliv. Desuden skal Jesper Thuen være det direkte bindeled mellem DP World Tour og GolfPromote.
Jesper Thuen har et omfattende CV, når det kommer til golf. Først et liv som professionel spiller, siden som ansat i den danske skogigant ECCO, hvor han i flere omgange har haft ledende stillinger for virksomhedens golfrelaterede aktiviteter, først på hovedkontoret i Danmark og derefter i Singapore og siden i USA. Og senest et kort ophold som golfmanager på The Scandinavian.
– Med Jesper får vi en kollega, som uden tvivl kan være med til at styrke kendskabet til og interessen for vores brand og vores mange aktiviteter. Jesper kender golfbranchen indgående, og golfbranchen kender ham, så jeg mener, at der her er tale om et ‘perfekt match’, udtaler direktør for GolfPromote Flemming Astrup.
Jesper Thuen er meget begejstret for sit nye job og glæder sig over, at han stadig er en del af golfverdenen.
– Jeg er glad for, at jeg stadig kan bruge min baggrund i golf, og jeg er meget glad for den mulighed, jeg har fået med ansættelsen i GolfPromote. Jeg ser frem til at arbejde med det fantastiske team i GolfPromote, og jeg glæder mig til, at vi sammen skal lave nogle enestående golfturneringer til gavn og glæde for hele golfmiljøet i Danmark, siger Jesper Thuen.
Jesper Thuen er ansat i GolfPromote fra den 1. marts og er således allerede trukket i arbejdstøjet.