De danske golfklubber, som søndag afholdt Golfens Dag, oplevede stor tilslutning og mange nye medlemmer. Ifølge en undersøgelse som Dansk Golf Union har foretaget var der over 6400 gæster i de knap 160 klubber. Blandt de mange besøgende valgte 2700 at blive medlemmer, hvilket er rekord for de 11 år, Golfens Dag har været afholdt.
– Klubberne er blevet gode til at byde nye velkommen, og det viser sig også i det høje antal af besøgende, som efterfølgende har valgt at melde sig ind. Derfor skal der lyde en stor ros til de mange klubber og frivillige, der har taget sig tid til at skabe en god dag for golfsporten. Alle, der var forhindret i at møde op i den lokale golfklub skal huske på, at selvom vi afholder Golfens Dag, så er hver dag en god dag til golf. Mød op i klubben, så står der helt sikkert en og byder velkommen, siger Kim Uldahl, udviklingskonsulent i Dansk Golf Union.
Golfens Dag arrangeres af Dansk Golf Union i samarbejde med landets golfklubber. Golf er i dag den største sportsgren for folk over 25 år og dyrkes af over 150.000 danskere i alle aldre