GolfBox, som blev solgt til australske MSL Solutions for få uger siden, har indgået en partneraftale med PGA of Sweden, der er foreningen for svenske golftrænere og professionelle spillere.
Med aftalen vil man lave en central svensk løsning for booking af træningslektioner. Løsningen baseres på GolfBox Protrainer, som man lancerede i Danmark tidligere på året. Se mere om Protrainer i videoen ovenfor.
– Hele formålet med software er at gøre tingene lettere, hvilket også var målet med den nye Protrainer. Under udviklingen fik vi betydelig feedback fra mange PGA trænere, hvilket har vist sig at være afgørende for at tilpasse funktionaliteten, siger GolfBox direktøren Christian Færgeman i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Vi er meget glade for, at PGA of Sweden anerkender vores Protrainer løsning, så de nu vil promovere vores software som et centralt redskab for alle deres golftrænere.
PGA of Sweden direktøren Mikael Sorling siger, at GolfBox løsningen er det første skridt mod at gøre det lettere for golfspillere at finde en træner. Ikke blot for erfarne golfspillere, men også for dem som endnu ikke er begyndt at spille golf.
– GolfBox Protrainer er booking software af høj kvalitet, der opfylder de høje standarder som vores organisation og vores medlemmer står for, siger Mikael Sorling.
I den kommende tid vil man tilpasse løsningen, så den er klar til 2017 sæsonen. PGA of Sweden har 1.100 medlemmer, hvoraf de fleste er golftrænere.
Læs mere om GolfBox Protrainer på www.golfbox.net/protrainer