RejserGolf- og rejseoplevelserGolfbaner og hansestæder ved den tyske Østersøkyst - Rejseoplevelser fra Travemünde-Lübeck (2)

Golfbaner og hansestæder ved den tyske Østersøkyst – Rejseoplevelser fra Travemünde-Lübeck (2)

Efter en aldeles glimrende morgenmad på Strandperle, Lieblingsplatz Hotel ved strandpromenaden i Travemünde sætter fotografen og rejseskribenten sig ud på terrassen, nyder solen og en ekstra kop kaffe.

En skiltemaler er ved at friske den hvide farve op på indgangsportalen til caféen.

”Fra vores hotel til Lübeck-Travemünder Golf-Klub tager det ifølge Google Maps tre minutter i bil og 17 minutter til fods. Hvad synes du? Skal vi gå derud?”

Fotografen tager solbrillerne af og misser med øjnene. To ryttere til hest skridter langsomt forbi i vandkanten.

”Hvor lang tid tager det til hest?”

”Korttjenesten angiver ikke, hvor længe det tager på hesteryg, men jeg vil tro, det tager ret længe. De traver i den forkerte retning.”

Vi er blevet for gamle til at bære rundt på vores udstyr. Ingen af os har kørekort til firbenede hovdyr, så det bliver bilen, der bringer os til Lübeck-Travemünder Golf-Klub.

Travemünde er ikke kun velsignet med en bred strand af det fineste hvide sand, badebyen har også smuk natur og grønne golfbaner i sin umiddelbare nærhed. Den lokale golfklub, Lübeck-Travemünder Golf-Klub er som nævnt en kort gåtur væk, der er seks kilometer til Maritim Golfpark Ostsee og atten til Golfresort Strandgrün Timmendorfer Strand.

Lübeck-Travemünder Golf-Klub von 1921 e. V. står for ”Foreningen for Lübeck-Travemünders Golfklub af 1921”. Klubbens kvalitet er lige så høj, som navnet er langt.

Det gælder for klubhusets restaurant, proshoppen, puttegreenen, driving rangen og ikke mindst de 27 golfhuller. Det kan man få bekræftet ved at se denne kortfilm på klubbens hjemmeside.

”Man kunne snildt bruge hele sommerferien ved den tyske Østersøkyst.”

Fotografen er helt enig. ” Jep. Men tre uger slår ikke til. Prøv lige at se oversigtskortet her.”

”Wie Perlen an einer Schnur! som de siger på de her breddegrader.  Hvis kvaliteten er på det her niveau helt til den polske grænse, så…”

”Det er der noget, der tyder på, den er,” afbryder fotografen, mens hun tager solbrillerne af. ”Prø’li’hør’.”

”Tysklands Østersøkyst har en helt anden karakter end den danske. Hoteller og pragtfulde badevillaer fra omkring år 1900 i stedet for sommerhuse, strandkurve i stedet for håndklæder i sandet og strandpromenade, shopping og gastronomi langs stranden i stedet for marehalm, der duver i vinden. Alt det er med til at gøre Den Tyske Riviera, som en bid af Østersøkysten i det tidligere DDR har døbt sig selv, til en eksotisk oplevelse. Også når det regner.”

”Hvor har du fundet den artikel?”

”Det er en Jytte Flamsholt, der skriver for iTyskland.dk. Overskriften er Den tyske Riviera lokker.”

”Den tyske Riviera. Den må vi se nærmere på. Men ikke lige nu. Vi skal jo et smut til Priwall inden aften.”

Travemündes færgehavn siges at være Europas største. Det er dog ikke kun færger, der benytter den. Handelsfartøjer og krydstogtsskibe lægger også vejen forbi. Den firemastede bark Passat på plus 100 meter syner ikke af meget, når de store skibe sejler forbi.

Det er let at komme fra centrum af Travemünde til forstaden Priwall. De to færger, der forbinder Travemündes centrum med Priwall, går i pendulfart over floden Trave.

”Syn’s Priwalls marina har en lidt kølig arkitektur.”

”Iskold. Det er som at gå ind i et dadaistisk bybillede af Giorgio di Chirico. Meget spændende.”

Hotel Slow Down. Fed lounge. Fra dada til surrealisme. Hvad står der på muren?”

”Hm… lad mig se… øh… ’Som minutviseren på St. Michael Kirkes tårnur i Hamborg har jeg brug for en pause. Jeg er nu i en slow down sindstilstand.’ Eller noget i den retning.”

”Syn’s du stadig det ligner di Chiricos dada?”

”Ja da. Bortset fra marehalmen er det spot on.”

”Det ikke dadaisme eller surrealisme det hele. Det her er Påskeharens værk.”

”Det her ligner Stasi’s værk. Der er tremmer for vinduerne.”

Nie wieder geteilt. Aldrig mere delt. Her gik grænsen mellem Øst- og Vesttyskland fra 1949 og 40 år frem.”

”Se lige de her billeder. Fra den 2. februar 1990. Tre måneder efter østblokkens sammenbrud. Grænsen blev åbnet lige her midt på stranden.”

Aftentur efter en siesta på Strandperlen. Fra strandpromenaden og ned på stranden. Solen er for længst gået ned. Det er lavvande. De gule lyspletter fra hotellerne kan ikke oplyse den mørke strand. En fuld, orangerød måne dukker op i horisonten og trækker gyldne striber på det stille vand. I vandkanten flakker et blåligt lys.

“Det’ en løs hund med blåt lys i halsbåndet”

”Nej, det’ en strandvasker, der brænder blålys af. Det er u-hyg-ge-ligt!”

“Meget morsomt, von Trier.”

Månen er kommet fri af horisontlinjen og afslører silhuetten af en kvindeskikkelse for enden af den søgende blå lyskegle.

”Hun må have tabt noget. Men hvorfor bruge en lommelygte med blåt lys?”

”Guten Abend. Was suchen Sie? Können wir helpen?” spørger fotografen på sit bedste skoletyske.

Det viser sig, at kvinden er på jagt efter Bernstein, den særlige type rav, der ved den tyske Østersøkyst er vandklart gullig, næsten gennemsigtig. Lommelygtens ultraviolette lys får mikroorganismerne, der er indlejret i ravet, til at fluorescere og lyse op.

”Det er lidt snyd”, siger kvinden undskyldende. ” Man ved, man har fundet rav, når en sten udsender et gulligt-orange lys. Men uden en lygte med UV-lys er det næsten umuligt at finde rav ved Østersøen.”

Mysteriet om blålyset er opklaret. Oven på en sådan sindsoprivende oplevelse trænger man til en opstrammer. Heldigvis er kuplerne stadig åbne i Strandloungen på restaurant Keine Gezeiten.

”Keine Gezeiten. Intet tidevand. Usædvanligt navn til en restaurant, der ligger ved Østersøen, hvor der er stor forskel på høj- og lavvande.”

”Ja, men restauranten ligger jo ved strandpromenaden, som er hævet et par meter over selve stranden. Så her er der hverken ebbe eller flod, og man kan lade røjsere blive hjemme.”

”Og hvis vandet alligevel stiger et par meter, så lukker vi bare døren til kuplen. Elementary, my dear Watson.”

Det var andet afsnit fra Travemünde-Lübeck. Første afsnit kan læses her, mens tredje og sidste afsnit kan læses her.

Tekst: Kim Boje

Fotos: Annemarie Slej og Kim Boje

BONUSINFO

GOLF

TRAVEMÜNDE

HOTEL

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Verdensranglisterne, 18. november 2024

For første gang nogensinde er Rasmus Højgaard i top-50 på verdensranglisten, da han med en 2. plads i sæsonfinalen rykkede frem som nr. 45....

Nanna Koerstz Madsen i sæsonfinalen på LPGA

Efter 32 turneringer i 10 lande er top-60 på LPGA tourens Race to CME Globe rangliste kvalificeret til denne uges sæsonfinale på LPGA, hvor...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk