”Arganolien fjerner rynkerne. Jeg bruger den hver dag”, siger den unge, smilende berberkvinde. ”Se på mig, ja, man tror det ikke, men jeg er faktisk 75 år gammel, ” tilføjer hun og bryder sammen af grin.
Et modent ægtepar fra Lyngby griner højlydt med, og berberkvinden lader parret afprøve vidundermidlet. Gemalen smører et tyndt lag olie under øjnene på sin hustru – en kvinde i sin bedste tredje alder – og udbryder ekstatisk:
”Det virker, det virker! Du er det udtrykte billede af den pige jeg så for første gang for 45 år siden!”
Fruen er hurtig i replikken.
”Det virker åbenbart ikke på synet!”
Argantræerne vokser i Soussdalen, der løber parallelt med Atlasbjergene, hvor berberkvinder høster træets frugter, som er meget populære hos parfumefirmaer som Dior og L’Oréal, der anvender kernernes helsende kraft i cremer og olier.
Argantræet er imidlertid mindst lige så populært hos gederne i dalen, der bliver afhængige af de små grønne frugter i en grad, så hyrderne efter sigende betegner dem ”arganholikere”.
Mellem Marrakesh og Essaouira har gederne – som man kan se øverst – lært at støvsuge træerne for frugterne selv på de højeste grene. Men noget tyder på at gedehyrderne har en stor del af æren for, at der er gået ged i træerne. Under alle omstændigheder er der kun geder i de træer der vokser langs med hovedvejen, hvor turistbusserne kan gøre holdt og lade deres kunder filme fænomenet – mod en klækkelig betaling til hyrderne, forstås.
Vejrudsigten på de hjemlige breddegrader har ikke været til golf eller andre udendørsaktiviteter i månedsvis – nogle vil hævde i årevis – og har man har booket en rejse til Nordafrika i februar måned, er det i forventning om sol og varme.
Stor er overraskelsen, når man så lander i Marrakesh og derefter kører gennem Atlasbjerge med golde, kolde og snefyldte landskaber. Et vejrlig berberne aldrig tidligere har kendt mage til. Verden er i sandhed af lave.
De snehvide bjerge giver til gengæld et uforligneligt bagtæppe for Marrakesh, hvor antallet af golfbaner stedse vokser, så der nu er omkring et dusin; senest tilkomne er The Tony Jacklin, der åbnede i 2017 med 18 huller og en ni hullers par-3.
Klubhuset med butik og restaurant vidner om tårnhøje ambitioner, men der vil gå en rum tid før banearkitekten kan være tilfreds med projektet. Dels er Argan Golf Resortets omfangsrige byggeri af luksusboliger langs fairways først færdig om to til tre år, dels er der stadig mange pletter, hvor der hverken er gult eller grønt græs eller anden bevoksning, men blot noget der ligner midlertidige tilkørselsveje til de halvfærdige villaer rundt om baneanlægget.
Fairways er til gengæld af allerhøjeste kvalitet og ligger som et motorvejsbredt moderne berbertæppe kantet af en græssort der går i vinterhi indtil april, hvilket giver en flot gul kontrast til den mørkegrønne fairway i vintermånederne.
Deres udsendte var så heldig at følges med Hanne og Jesper, ægteparret fra Lyngby, der her dystede i en hulspilsmatch for at afgøre, hvor (ægte)skabet skulle stå, og hvem der skulle vinde Den Lyserøde Tee.
Trods parrets ringe muligheder for at holde golfsvinget ved lige i det vintervåde Danmark, blev det en meget velspillet affære på The Tony Jacklin. Begge kombattanter havde i ligestillingens navn valgt at spille fra gul tee.
Her følger de renskrevne noter fra den ulideligt spændende afslutning:
Efter de første ni huller er stillingen helt lige. Hannes misundelsesværdige draw og mange meters rullen på fairway giver en klar fordel i forhold til ægtemanden, hvis slice og høje boldflugt efterlader ham med et noget længere indspil til green på det 279 meter korte par-4 hul. Men efter et godt andet slag, et fint lag putt, en tap-in for par ligger presset på konen.
Jespers eneste større problem har indtil videre været at bøje sig ned for at fiske bolden op af hullet. Tre gange sprængt akillessene har sat sine spor hos den velspillende lyngbygenser.
”Ja, min akilleshæl er puttningen”, kommer det lakonisk fra fruen efter dagens fjerde tre-putt.
”Golf is a piece of cake. C’est très facile”, konkluderer hendes husbond, der behersker flere sprog flydende og tydeligvis ikke er bange for at begå hybris.
Efter denne bemærkning skulle der være gode chance for at pådrage sig nemesis på næste hul, 11., igen et par-4, denne gang hele 372 meter, hvor Jespers indspil ender med et umuligt leje på den hårde jord mellem nyplantede små gevækster og alenlange haveslanger.
Men, men, men… et flækket sandjern borer bolden ind i kanten til den let hævede green, en stensikker par og (umiddelbart) ingen gengældelse fra guderne.
”A very good bad one – som de siger i Skotland.”
Hanne har både talent for udenlandske tungemål og ikke mindst den lynhurtige replik. Hun sænker et sjældent godt putt for par, men gemalen er fortsat én op med syv huller igen.
”Korte huller, brede fairways, store flade greens. Jeg elsker Tony Franklin.” Jesper er på den lyserøde sky og tror måske allerede på at Den lyserøde Tee er hans.
12. tee. Atter par-4. Denne gang venter 353 meter forude. Jespers humør er himmelhøjt, bortset fra når fruen slår et kæmpedrive og igen spørger: ”Hvor blev den af? ”
”Korte par-4 huller. Store flade fairwaybunkers. Flade greenbunkers. Et par søer på den sidste sløjfe, men uden vandet er i spil. Og så de store flade greens med indbyggede treputts. Jeg keder mig.”
Hannes karakteristik af banens arkitektur er hård, men fair. Der skal nogle alvorlige ændringer til for at The Tony Jacklin skal kunne indfri forventningerne og måle sig med The Montgomerie, Prestigia Golfs søsterbane i Marrakesh, der åbnede i 2014.
”Ja, jeg keder mig slet ikke,” lyder det fra Jesper, der kommer to op efter endnu et tre-putt fra hustruen.
”Jeg svinger helt, helt ud til venstre/ og overhaler behændigt en dansker… derudaf.” En stærkt fornøjet ægtemand er brudt ud i sang, og har endda overskud til at filme Deres udsendte, tredjehjulet der halser efter, og som besøger det rustrøde grus i stort set alle fairwaybunkers.
Der er omsider vand i spil for alvor på 13., et par-5 på 467 meter, hvor Jesper fortsætter derudaf og lægger sig perfekt i stilling efter to stilsikre slag med 145 meter til flaget. Hanne ligger længere fremme i to i venstre fairwaybunker.
Med humøret, tommen og jernet i vejret er der lagt op til et fortsat triumftog for den syngende golfer, men så rammer nemesis brutalt med et shank der ryger på tværs af fairway og op i højre fairwaybunker.
Reaktionen fra Jespers bedre halvdel er øjeblikkelig og højrøstet. Hun knækker bogstavelig talt sammen af grin.
Så er det fruens tur fra det røde grus. En omhyggelig stance – og en copy-paste af ægtemandens shank!
”Sådan, skatter. Man skal følge hinanden i tykt og tyndt som rette ægtefolk.”
Ægtefællernes drabelige kamp på det skæbnesvangre 13. hul ender dog ikke remis. Det bliver en dobbeltbogey til konen, og en triple til hendes mand, hvis muntre sang er forstummet.
Jesper er nu kun én op. Spændingen er ulidelig.
Følg med i den spændende kamp om Den Lyserøde Tee i næste artikel: Golf, grin, geder og meget mere. Rejseoplevelser fra Marokko (2).
Læs også den tredje og sidste artikel i serien; Golf, grin, geder og meget mere. Rejseoplevelser fra Marokko (3).
Tekst: Kim Boje. Fotos: Jesper Helledie & Kim Boje
GOLF, OVERNATNING M.M.
The Tony Jacklin Marrakech & The Montgomerie Marrakech, www.prestigiagolf.com
Café les Négociants, Marrakesh, http://les-negociants.business.site/
Gnawa festival, Essaouira, 21.-24. juni 2018, www.festicket.com/festivals/gnaoua-festival/2018/
Grand Café de la Poste, Marrakesh www.en.grandcafedelaposte.restaurant/
Hotel Toulousain, Marrakesh www.hoteltoulousain.ma
Jardin Majorelle, Marrakesh www.jardinmajorelle.com/
Riad Jnane Mogador, Marrakesh, www.jnanemogador.com/
Tæppehandler Mostafa Mtibat, for enden af rue Hoummane Fetouki, Essaouira
