Endnu et begivenhedsrigt golfår er ved at være slut, og 2024 vil nok altid blive husket som ét af de mest bemærkelsesværdige danske golfår.
Som altid i golf har der været op og nedture, men overordnet har der været mange danske sejre og flotte resultater. De bedste danskere er lige udenfor den absolutte verdenselite, men flere har potentialet til at komme endnu højere op.
Listen over store resultater er lang, men bl.a. vandt Thorbjørn Olesen i Ras Al Khaimah, Niklas Nørgaard vandt British Masters og Rasmus Højgaard vandt Amgen Irish Open. Og de tre kvalificerede sig til PGA Tour via Race to Dubai ranglisten, mens Nicolai Højgaard holdt sit kort, så der er fire danskere med et PGA Tour kort i 2025.
Lucas Bjerregaard præsterede et flot comeback, og der var seks danske sejre på Challenge Touren, hvor Rasmus Neergaard-Petersen vandt tre gange og også ranglisten, mens Hamish Brown vandt to gange og Jonathan Gøth-Rasmussen vandt en enkelt gang.
Hos kvinderne var der ingen danske sejre på LET og LPGA, men både Nanna Koerstz Madsen, Emily K Pedersen og Nicole Broch Estrup har alle et fuldt LPGA kort i 2025. Det er dog kun de der spiller hele året, da Nicole Broch Estrup er gravid, men hun beholder sin kategori.
Blandt amatørerne skal nævnes Jacob Skov Olesen der vandt The Amateur Championship, og senere kom på DP World Tour via Tourskolen samt Frederik Kjettrup, der imponerede med tre sejre som nyprofessionel, og nu er han Danmarks første LIV Golf spiller. Og Emma Bunch vandt seks sejre på college i USA, mens Marie Eline Madsen nåede semifinalen i The Women’s Amateur Championship.
Rasmus Højgaard fik Den Gyldne Golfbold.
Tak for i år!
Vi er fortsat mange danske golfmedier, som giver dig nyheder fra ind- og udland. Vi kæmper alle om din tid, men på mange måder supplerer vi også hinanden. På 19hul.dk er vi taknemmelige over, at du også bruger os som kilde til golfnyheder, og vi er fortsat selv ganske stolte over “produktet”. Vi er dog også nødt til at prioritere hvad vi skriver, og dermed også hvad vi ikke skriver.
Vi takker for de mange mails, vi har fået i løbet af året med konstruktiv feedback og tips til artikler. Det sætter vi pris på, og alle henvendelser er velkomne på info@19hul.dk.
Godt nyt (golf)år!