I vores traditionelle Godt nytår artikel her på 19hul.dk plejer vi at se tilbage på golfåret der gik, og frem mod året der kommer. 2020 har på alle måder været et anderledes og udfordrende år, men vores mere detaljerede tilbageblik på året der gik, følger i en senere artikel, så dette bliver blot en kort artikel.
Store højdepunkter i et udfordrende år
For mange vil det være svært at se tilbage på 2020 som et godt år, men man skal også huske det positive. Højdepunkter der kan være med til at skabe glæde og smil på læben. Og golfmæssige højdepunkter var der i 2020.
Emily K Pedersen vandt fire ud af 12 turneringer på Ladies European Tour og Race to Costa del Sol ranglisten på LET, mens Rasmus Højgaard og Joachim B Hansen vandt på Europa Touren.
Hos amatørerne fik damelandsholdet bronze ved EM for hold, mens seniorerne vandt guld ved EM for hold.
Golfsporten er på flere måder også ramt af COVID-19 pandemien, men vi har aldrig været flere golfspillere i Danmark end vi er nu.
Tak for i år!
Vi er mange danske golfmedier, som giver dig nyheder fra ind- og udland. Vi kæmper alle om din tid, men på mange måder supplerer vi også hinanden. På 19hul.dk er vi taknemmelige over, at du også bruger os som kilde til golfnyheder, og vi er fortsat selv ganske stolte over “produktet”.
Vi takker for de mange mails, vi har fået i løbet af året med konstruktiv feedback og tips til artikler. Det sætter vi pris på, og alle henvendelser er velkomne.
Godt nyt (golf)år!