Om få timer ringer rådhusklokkerne det nye år ind, så i denne artikel gør vi status på året der gik. Og ser lidt frem til 2018.
19hul.dk blev lanceret i januar 2016, så vi har snart været igang i to år med flere end 4.000 artikler – det svarer til omkring 5,5 artikler pr. dag! Det har været en spændende rejse, selvom antal daglige brugere og læsere fortsat er mindre end vi havde håbet. Der er dog heldigvis fortsat en positiv udvikling, omend det går langsommere end forventet.
Endnu en dansk Europa Tour sejr
2017 blev endnu et begivenhedsrigt år med resultatmæssige op- og nedture. I maj vandt Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard den noget anderledes Europa Tour holdturnering GolfSixes. Det talte dog ikke som en officiel sejr. I efteråret var Lucas Bjerregaard under pres for at beholde Europa Tour kortet, men det vendte, da han vandt Portugal Masters i september.
Lucas’s sejr var den 34. danske Europa Tour sejr. Siden Thomas Bjørn vandt sin og Danmarks første sejr på Europa Touren i 1996, har der mindst været én dansk sejr hver sæson bortset fra i 1997 og 2004 sæsonerne. Det er imponerende for et lille land som Danmark.
Ingen danskere i top-50 på verdensranglisten
De bedste danske herrer leverede dog også noget svingende præstationer, hvilket afspejles på ranglisterne. Som nr. 23 på Race to Dubai ranglisten blev Thorbjørn Olesen bedste dansker, hvilket er den dårligste placering for bedste dansker siden 1995.
Thorbjørn er nr. 78 på verdensranglisten ved nytår, mens Søren Kjeldsen er næstbedst som nr. 106. Det er første gang siden 2010, at der ikke er en dansker i top-50 ved nytår, hvilket er skuffende.
Ingen danskere i top-30 ved de fire herre majors
Sergio Garcia vandt Masters, hvor Søren Kjeldsen blev nr. 36, mens US Open uden dansk deltagelse blev vundet af Brooks Koepka.
Jordan Spieth vandt The Open, hvor Søren Kjeldsen blev nr. 37 og Thorbjørn Olesen nr. 62. Justin Thomas vandt US PGA Championship, hvor Thorbjørn Olesen blev nr. 44, mens Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn missede cuttet.
Kamp om Den Gyldne Golfbold – damerne imponerede i USA
Der var dog også mange flotte danske resultater, så der var kamp om at få tildelt Den Gyldne Golfbold – som Lucas Bjerregaard fik – for særligt de danske damer gjorde det godt. Nanna Koerstz Madsen spillede sig tidligere på året til 2. plads på LPGA i Australien. Nanna fokuserede på den amerikanske Symetra Tour for at kvalificere sig til LPGA, hvilket hun gjorde med tre imponerende sejre.
Også Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen gjorde det godt. De havde en kategori på LPGA i år, hvilket de med flotte resultater udnyttede til at få adgang til flere turneringer.
Nicole havde de bedste resultater med tre top-10 placeringer, men det var Emily, som fik et lidt overraskende wildcard til Solheim Cup. Det gik dog ikke som hun havde håbet da USA vandt stort, ligesom Emily havde et resultatmæssigt dårligt efterår. Nicole fortsatte med gode resultater, hvilket gav hende en 57. plads på LPGA pengelisten, og hun er eneste dansker i top-100 på verdensranglisten ved nytår.
Drengene vandt guld ved EM
De bedste danske amatører gjorde det også godt, med Drengelandsholdets EM guld som ét af højdepunkterne. Imponerende er det også, at der er to danskere i top-20 på amatørernes verdensrangliste, hvor John Axelsen er nr. 17 og Puk Lyng Thomsen nr. 13.
Made in Denmark blev endnu en succes
For fjerde og foreløbigt sidste gang blev Made in Denmark spillet på Himmerland Golf & Spa Resort, med Julian Suri som vinder. Endnu engang blev det en stor succesfuld folkefest, som i høj grad skabes af glade tilskuere i perfekte rammer skabt af arrangørerne med Flemming Astrup i spidsen. Stor ros og tak til dem alle.
Den danske Europa Tour turnering flyttes til Silkeborg i 2018, mens Challenge Tour turneringen spilles i Himmerland. Mon ikke også det bliver en folkefest på Thomas Bjørns barndomsbane.
2018 bliver også året, hvor Thomas Bjørn skal stå i spidsen for det europæiske Ryder Cup hold. En stor ære, men også et stort arbejde, som allerede er begyndt for ham.
GolfQuis – ny dansk regel app
Den nye dansk regel app GolfQuis så dagens lys. Mange er begyndt at bruge GolfQuis, som også anbefales af DGU. Det er da også ganske underholdende at teste sig selv i reglerne, ligesom man utvivlsomt bliver bedre til reglerne undervejs. Er du endnu ikke begyndt at bruge GolfQuis, så kan det anbefales, at du henter app’en eller spiller med på www.golfquis.com.
Nicklaus bane i Kerteminde
Vi fik også en ny god golfbane i Danmark, da den længe ventede Great Northern, som er tegnet af Nicklaus Design, blev åbnet i Kerteminde. Overtegnede har desværre endnu ikke haft lejlighed til at spille banen – jeg var inviteret med til åbningen, men min kæreste fødte vores skønne datter Emma dagen før arrangementet, hvilket trods alt var vigtigere.
Ambitionen er en bane i verdensklasse, og Great Northern er blevet modtaget med begejstring, selvom det også blev en lidt turbulent start, da direktøren stoppede efter blot et halvt år.
Mange danske golfmedier
De store landsdækkende dagblade og tv-stationer dækker kun golfsporten i mindre grad, men som dansk golffan kan man følge dansk og international golf på mange medier og platforme. Vi har flere internetmedier, trykte magasiner, aviser og to tv-kanaler med C More Golf og Viasat Golf.
Vi er således mange danske golfmedier, som kæmper om din tid og interesser, men på mange måder supplerer vi hinanden. På 19hul.dk er vi taknemmelige for, at du også bruger os som kilde til golfnyheder.
Realistisk set er der nok fortsat lidt for mange golfmedier, selvom Teetime.dk og Piitch.dk tilsyneladende er stoppet med at dække golfsporten – eller også holder de en meget lang pause.
Konkurrencen er hård med Golf.dk som det største medie. De har yderligere den fordel, at det er stedet hvor man skal bestille sin starttid, men vi ser 19hul.dk som et væsentligt supplement.
Vi takker for de mange mails, vi har fået i løbet af året med konstruktiv feedback og tips til artikler.
En status over sit eget golfspil
Ved årsskiftet er det også tid at gøre status over sit eget golfspil. Har det været et resultatmæssigt godt år, og hvad kan man måske gøre bedre i det nye år.
Uanset om dit hcp. er gået op eller ned i året der gik, så håber vi, du har haft mange gode golfoplevelser – og at mange flere følger i 2018.
Vi håber naturligvis også, at du har haft et godt år udenfor golfbanen, men både livet og golfspillet byder både på glæder og sorger.
Godt nytår – må 2018 blive et godt år for os alle!