For et år siden drømte vi om hvid jul og snarlig normalisering af samfundet efter COVID-19.
Den hvide jul er der mange som får i år, men vi er langt fra en normalisering. COVID-19 hærger fortsat, og der er ganske mange, som må holde jul uden deres kære. Enten er de selv, eller deres nærmeste, isoleret på denne dag, og det samme vil utvivlsomt ske nytårsaften.
– En aflyst fest er bedre end et aflyst liv, som WHO chefen Tedros Adhanom Ghebreyesus sagde for nogle dage siden, selvom det måske ikke i sig selv er en trøst.
Der er stadig mulighed for frisk luft på golfbanen, men husk sprit og afstand. Pas på jer selv og hinanden. Når ”det er hvidt herude” og ”kyndelmisse slår sin knude”, som Blicher skrev, bliver golferen alvorligt udfordret, så Kim Boje har skrevet nogle tips til golf om vinteren.
Her på 19hul.dk holder vi aldrig helt lukket, så der kommer daglige artikler henover jul og nytår. Flere spændende artikler er på vej, så husk at besøge 19hul.dk, selvom der ikke er golfturneringer at følge.
Der er jule- og nytårspause på DP World Tour frem til Abu Dhabi HSBC Championship fra den 20. januar, mens PGA Touren spiller årets første turnering på Hawaii allerede fra den 6. januar.
19hul.dk ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nyt golfår!