PGA Tour turneringen Genesis Invitational skulle spilles på Riviera Country Club i Los Angeles fra den 13. – 16. februar, men rykkes nu væk fra de voldsomme naturbrande i Los Angeles.
Selve Riviera Country Club er angiveligt ikke ramt af brandene, men allerede den 7. januar var det ét af de områder der blev evakueret, og store dele af det omkringliggende område er brændt.
I respekt for sikkerheden og for de mange der er berørt af naturkatastrofen som fortsat udvikler sig har man besluttet sig for at flytte turneringen væk fra Riviera. Det er endnu ikke offentliggjort hvor turneringen nu skal spilles.
PGA Tour opfordrer fans til at støtte Amerikansk Røde Kors og en fond for brandfolkene i Los Angeles: www.PGATOUR.com/SupportLA
Riviera skal være vært for OL 2018
Genesis Invitational, der blev spillet første gang i 1926 som Los Angeles Open, er arrangeret af TGR Live, der er en non-profit organisation grundlagt af Tiger Woods.
Riviera Country Club er valgt som værtsbane for både kvindernes og herrernes golfturneringer ved OL 2028 i Los Angeles.