RejserGolf- og rejseoplevelserGenbesøg i Stuepigens soveværelse. Golf- og rejseoplevelser fra Malta (3)

Genbesøg i Stuepigens soveværelse. Golf- og rejseoplevelser fra Malta (3)

Golfrunden må udskydes når kanonerne i Vallettas Grand Harbour skyder The Rolex Middle Sea Race i gang, og en større flåde af sejlskibe stævner ud for fulde sejl til stor begejstring for de mange tilskuere, der følger bådene på tætteste hold i havneindløbet.

Bådene glider få meter forbi klippehylderne, der er tæt pakkede med folk og fæ, som tydeligt kan høre tovværkets knagen og skurren ledsaget af højlydte råb fra de hårdtarbejdende søfolk.

Allerede inden bådene kommer ud i rum sø, kæmpes der hårdt om placeringerne. Man skulle ellers synes der kunne lægges fredeligt fra land, når de 122 sejlbåde fra mere end 30 nationer har 606 sømil forude og udsigt til tre, fire, måske fem døgns sejlads, der vil bringe dem rundt om Sicilien og Lampedusa og tilbage til Malta.

Retur til The Royal Malta Golf Club

Fra The Royal Malta Yacht Club til The Royal Malta Golf Club. ”I sandhed royale omgivelser,” lyder det fra min caddie.

Caddien er i vældig godt humør efter frokosten på The Putter’s Inn, som bl.a. har budt på tagliatelle med maltesisk pølse og en halv liter Falcon. Indtil i aftes var det ellers Cisk, der var caddiens lokale ølfavorit.

The Brook er intimiderende,” lyder det videre fra caddien, der nøje har studeret 10. hul i baneguiden.  ”Men det er en aldeles herlig udfordring.”

Deres udsendte har naturligvis valgt øl fra og mineralvand til under frokosten. Det gør det noget lettere at læse puttelinjer og informationen på scorekortet om de særlige vigepligter i The Royal Malta Golf Club. Som fx her på 10. hvor man skal vente med at gå ind på den grønne green, indtil spillerne har slået ud fra 11. tee.

Den pinligt ædru golfer forcerer ubesværet palmer i venstre og vandløb i højre, og konkluderer: ”A piece of cake. Det betaler sig at vente med pilsneren til efter spillet.”

”Jeg tror nu jeg nøjes med a piece of cake efter spillet,” kommer det resolut fra caddien, der holder af både øl og kage, men ikke på samme tid.

11. hul. The Ridge. 167 yards (153 meter) op til en hævet green. Idéen er at undgå at spille kort af green, ellers venter bunkeren i højre eller bakken, the ridge, i venstre.

Det gode spil tee til green fortsætter mirakuløst, og der er en rimelig chance for birdie.

Caddien har taget solbrillerne på og læser linjen omhyggeligt, men puttet for birdie bliver desværre til en bogey efter et lidt for aggressivt putt på den hurtige green.

12. hul. Oleanders. Et par-4 hul på sølle 320 yards (293 meter). En meget overkommelig opgave, når man bare man er knivskarp i drivet og undgår nerier og palmer i højre og fairwaybunkeren i venstre. Lykkes dette forehavende, venter tre store greenside bunkers og en niveaudelt green.

Strategien er således ligetil, men hvis udførelsen ikke lever op til de gode hensigter, og man styrer mod grøfter og palmer, ja, så kan det være svært at bevare overblikket på en kørebane, hvor fairways danner deciderede trafikkryds. Man kan fx komme til at overse en firebold der spiller ud fra en tee i venstre side (13.) lige inden green…

Heldigvis er de lokale golfere imidlertid meget flinke til at repetere lokalreglerne, når man ikke overholder vigepligten.

Banens andet par-fem hul, San Bastian er en motorvej. Lige ud ad landevejen. Den hvide kuppel på San Bastian kirken er et sikkert pejlemærke, og man har hverken behov for at tjekke GPS’en eller trafikreglerne. Når så mistralens nordvestenvind ikke er blæst op, er 13. ren fornøjelse, så længe man slår langt og lige. ”Det er jo så lige det,” bemærker min caddie på lavmælt jysk, da der er slicet for tredje gang.

”Hold køllehovedet lukket. Hold køllehovedet lukket.” Caddiens enkle huskeregel repeteres inden udslaget til 14. hul, The Knoll.

Der er 186 yards (170 meter) til den lille knold. ”Hold køllehovedet lukket.”

Klar, parat… slå! Og sørme, dagens bedste træf, og en lettere eksalteret golfer kan selvtilfreds løbe op til greenen og rette nedslagsmærket op.

God birdiemulighed.

Klar, parat… putt! Kuglen triller langsomt ned mod hullet, hvor det tager en æresrunde på 360 grader inden miraklet er en kendsgerning. Dagens første birdie.

Devil’s Ditch. Navnet mere end antyder at der er problemer forude. Men der må da være rigtigt gode muligheder for endnu en succesoplevelse på et hul, der kun er 133 yards langt (122 meter). Ja, umiddelbart lyder det som en god birdiemulighed, men først skal man henover den djævelsk brede grøft (der er identisk med overløbskanalen der løber op langs travbanen). Og så skærmes den lille green i øvrigt også af en række palmetræer og beskyttes desuden af fire bunkers. Der er således nok at tænke over. Alt for meget at tænke over.

Højt over palmer og grøft, men forkert køllevalg og forkert længde. Det er lige før både spiller og caddie glemmer at give agt for firebolden der, skjult af en skov af nerier og bambus, er ved at gøre klar til udslaget på 16. tee. Et chip mod flaget og et to-putt – og ingen ny succesoplevelse.

Så går det straks bedre på det 262 meter korte 16. hul, Hooker’s Delight. Caddien er en glad pige – ikke en glædespige! – da drivet når frelst over den djævelske kløft og triller op kort af greensidebunkeren. Et godt chip ind til flaget og dagens anden birdie er en realitet.

The Horseshoe, næstsidste hul, virker umiddelbart meget tilforladeligt, et par-4 på blot 276 yards (252 meter). Lader man den største kølle blive i sækken og spiller klogt og kort, står man med et kort jern ind.  Så langt, så godt, eller rettere: så kort, så godt.

Men hvor langt er der til flaget? Hvide pæle er 150 yards. Eller var det gule pæle?

Både spiller og caddie har glemt læsebrillerne og kan ikke dechifrere det der står med meget småt på bagsiden af scorekortet.

Hm, det ligner mere en afstand på 150 end 100 yards. Et 9-jern og kuglen ryger over green og videre gennem hækken bag green…

Moralen må være, at ”Hesteskoen” kun bringer lykke, hvis man har malteserfalkens blik, har husket læsebrillerne eller har allieret sig med en caddie der kan tyde det der står med småt.

Et nærstudie af teksten senere på dagen afslører, at blå pæle angiver 200 yards (183 meter) til forkanten af green, gule 150 yards (137 meter) og hvide 100 yards (91 m).

En dårlig dag på golfbanen slår en god dag på kontoret, står der skrevet. Det er så sandt som der står skrevet. Det gælder blot om at have selektiv hukommelse. Glemme de dårlige huller og huske de gode. Det bør være enhver golfers personlige spidskompetence. Så glemmer man fx hurtigt sin triple bogey’en på 17. og kan kun erindre hvad der skete på The Knoll, hvor det blev en bombesikker birdie.

Således opmuntret er det tid til 18. hul. Twin Palms. Et kort par-4, der let burde kunne nås med driveren. 252 yards. Det svarer til 230 meter.

Caddien maner til defensivt spil. Bliver det en hook, står det nyrenoverede klubhus i vejen. Et godt træf og et hårdt spring på green, så venter tennisbanerne bag green.

Hm, for 10 år siden blev det den venstre palmebunker. Det sker næppe igen.

Bolden går snorlige… mod venstre bunker…

Heldigt at palmerne er blevet fjernet, ellers ville pilsneren – og kaffen og kagen – ikke have smagt så godt på The Putter’s Inn.

Læs også den første artikel, den anden artikel og den fjerde artikel fra genbesøget på Malta.

Læs også artiklerne fra de første besøg på Malta:

I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (1)
I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (2)

Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie og Kim Boje

Overnatning og golf m.m.:

The Royal Malta Golf Club: www.royalmaltagolfclub.com
The Putter’s Inn: www.puttersinn.com
Seashells Resort: www.seashellsresortmalta.com
Marsa Sports Club: www.marsasportsclub.com
Rolex Middle Sea Race: www.rolexmiddlesearace.com/race

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk