Hvert enkelt hul i the Royal Malta Golf Club er efter god, gammel britisk sædvane navngivet. Ofte giver betegnelserne en meget god idé om, hvad der venter golferen forude. Således på første hul, hvor The Mistral røber at par-fire-hullets 427 yards (390 meter) meget let kan føles meget lange, når mistralen, nordvestenvinden, blæser op. Og det gør den ganske ofte på disse kanter; desværre også på denne oktoberdag…
Når 18 huller presses sammen på et relativt lille rektangel, opstår der af gode grunde trafikproblemer, hvorfor det er uomgængeligt at studere bagsiden på scorekortet, hvor man under Etiquette: Players should give way finder livsvigtige oplysninger om, hvem der har forkørselsret på banen.
Det er især på de sidste ni huller, man skal nærlæse køreplanen. Her gælder vigepligten således på både 10., 11., 13., 16. og 17. tee. Hvis ikke man er en god kortlæser, kan det anbefales at søge hjælp fra lokale spillere, inden man giver sig ud i trafikken.
Den eneste tee på første sløjfe, hvor man skal tjekke spillereglerne inden afgang, er på banens andet hul, Bougainvillea, hvor man skal vente med at slå ud til spillerne er færdige på 15. green.
De 416 yards spiller nu med vinden. Et sjælden godt drive, fulgt op af et heldigt indspil, et succesrigt putt for birdie og et velment men dårligt ordspil: ”Jeg er på den grønne green, undskyld, den grønne gren!”
Bougainvilleaens røde blomster afløses af gule på det tredje hul, Mimosa Run. Et par-3 på 192 yards (176 meter) der kræver et velvoksent jern, især fordi man nu igen skal slå mod mistralen.
Køllevalget diskuteres med fruen, dagens caddie og medspiller. Tjek. Bolden til højre i stanzen, så boldflugten bliver lav. Tjek. Man skal jo gerne bære bolden over den beskyttende bunker og hele vejen op til green. Det er godt med en god game plan. Desværre er det langtfra altid man formår at holde sig til den…
Efter en ringe udførelse af en god plan på det første af banens seks par-3 huller, er det tid til besøget i Maid’s Room. Kvinden på fotoet er ikke er stuepigen. The maid er for længst blevet pensioneret og hendes værelse afløst af en kortklippet græsplæne med flagstang. Næ, det er den rutinerede caddie, der ved selvsyn ønsker at undersøge greenen, som man kun kan se en brøkdel af fra tee. En rigtig god idé.
Efter inspektion af greenen, et godt køllevalg og et godt træf, og kuglen sejler ca. 159 yards over den bueformede indgangsdør for at lægge sig ind til flagstangen.
”You’re still in clover”, lyder det fra caddien.
”Ja, du er både stille og klogere,” svarer Deres velspillende, men også tunghøre og tungnemme udsendte.
”You are still in clover. Du er stadig på den grønne gren”, forklarer den engelskkyndige caddie udførligt.
Stille, klog og sprogligt begavet. Dagens caddie er uundværlig.
Normen for golfbaner har ændret sig en del siden 1800-tallet. Det kan man læse i golflitteraturen, men sjældent har man muligheden for at opleve den ægte vare, hvor den oprindelige bane ikke er blevet modificeret og forlænget efter alle kunstens regler. På par-68 banen i The Royal Malta Golf Club fornemmer man tydeligt hvad golf var for mere end 100 år siden. Fx når man som her spiller tre par-3 huller i træk!
Bambussygen har ændret betegnelsen på femte hul, så The Bamboo Trap er reduceret til The Trap, kort og godt. Både de døde bambus og de store figenkaktusser er fjernet fra fælden, så den er blevet væsentlig mindre fæl end den var for 10 år siden.
Der er dog stadig mulighed for at komme alvorligt ud at svømme på femte hul. Slår man langt, lander man i klubbens swimmingpool, og er man kort, venter bunkeren neden for plateaugreenen. Endelig er der også muligheden for at havne i baren i muren der afskærmer badebassinet. Skulle det blive tilfældet, kan man i det mindste få en hurtig opstrammer, inden man beskæmmet skynder sig videre.
De mange overvejelser kan meget let ende med at man slår for kort, alt for kort…
Sjette hul, The Dyke, er et drilsk par-4 hul på blot 300 yards (266 meter). Udfordringen er primært den lange grøft – the dyke – der beskytter en højtliggende, lille green, som naturligvis skråner ned mod selvsamme grøft. Før indspillet skal man være meget opmærksom på, at man har vigepligt for spillere på 12. tee.
7. hul, 372 yards (340 meter) og et af banens vanskeligste huller, også selv om nordvestenvinden har lagt sig, som det var tilfældet denne formiddag. The Chapel løber parallelt med forrige hul, men nu er vandløbet – som ikke var noget at tale eller skrive om på sjette – pludselig kommet i spil.
Det lykkes at komme frelst over vandhazarden, men så melder næste udfordring sig. Det lille kapel ligger klods op ad greenen. Caddien gør opmærksom på, at selv om kapellet er lukket, er det naturligvis stadig forbudt område, out of bounds, og at det derfor er mest fornuftigt at spille kort for ikke at udfordre skæbnen – de himmelske kræfter.
Man, altså, helt ærligt. Fedtspille, når nu det går så godt? Nej, vel? Den niveaudelte green er stor og pinden står kort. Det kan da ikke gå galt!
Men, men, men. Den gode gamle slice indfinder sig og kurver bolden over mod kapellet, det forbudte område, og trods en højlydt bøn om at et heldigt opspring, indtræffer katastrofen.
Caddien forholder sig klogeligt tavs indtil ottetallet – den afskyelige snemand – er skrevet på kortet, og vi er kommet hen til The Scirocco.
Bønnerne er nu blevet afløst af undertrykte eder og forbandelser, men det hjælper lige lidt. Sciroccoen, ørkenvinden fra Sahara, har godt nok ikke meldt sin ankomst, men der er rigeligt med fatale forhindringer langs den smalle fairway: tværgående grøfter, træer til højre og et smalt vandløb hele vejen til venstre.
Den tyrkiske kirkegård, hvis spir og kuppel med halvmåne anes i baggrunden, er en passende kulisse til gravstemningen på greenen…
Udsigten til en kølig Cisk – en glimrende lokal pilsner – på 19. hul, The Putter’s Inn, løfter heldigvis både humøret og spillet, og vi kommer hjem til klubhuset med en par på kortet ud for det niende hul, The Marsa.
Det bliver kun til de ni huller i dag. Det er tid for et besøg hos naboen, The Malta Racing Club, hvor taxichaufføren Marco bijobber som kusk på travbanen. Og i morgen er der vel atter en golfdag.
The Malta Racing Club
Mens travbanen vandes, placeres 10 € på Marcos vallak med det selv for heste usædvanlige navn Overtaker by Sib.
Hestevæddeløb er blandt maltesernes største lidenskaber, og der er pænt besøgt denne lørdag eftermiddag i The Malta Racing Club, der er nabo til The Royal Malta Golf Club. Faktisk kan man fra 17. tee på løbsdage følge med i, hvordan kuskene spænder hestene for sulkyen i den mægtige overløbskanal, der løber mellem golf- og travbanen.
Overtaker by Sib viser sig at være storfavorit i 7. løb, og den lever op til både favoritværdighed og navn, da den hurtigt overtager hovedrollen og traver i mål flere hestehoveder foran nummer to. Desværre er odds så lave på vinderen, at indsatsen blot bliver fordoblet. Ikke desto mindre går det nu i højt humør og rask trav de tre kilometer fra Malta Racing Club til Valletta, hvor gevinsten fejres med kaffe og kage i The Upper Barracca Gardens, hvorfra der i mere end én forstand er en kanonudsigt ud over havneindløbet og de gamle korsridderbyer Vittoriosa, Senglea og Cospicua.
Læs også den første artikel, den tredje artikel og den fjerde artikel fra genbesøget på Malta.
Læs også artiklerne fra de første besøg på Malta:
I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (1)
I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (2)
Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie og Kim Boje
Overnatning og golf m.m.:
The Royal Malta Golf Club: www.royalmaltagolfclub.com
The Putter’s Inn: www.puttersinn.com
Seashells Resort: www.seashellsresortmalta.com
Marsa Sports Club: www.marsasportsclub.com
Malta Racing Club: www.maltaracingclub.com/index.php
