Europa Touren vil gerne have spillerne til at involvere sig mere i turneringerne, og nu bliver Sergio Garcia en del af Open de España.
Den traditionsrige turnering blev spillet første gang i 1912, og for første gang bliver det på Valderrama. Banen rangeres blandt de bedste i Europa, og var vært for Ryder Cup 1997. Valderrama har bl.a. også været vært for to WGC turneringer, Volvo Masters og senest Andalucia Masters i 2010 og 2011.
Real Club Valderrama Open de España, hosted by the Sergio Garcia Foundation spilles fra den 14. – 17. april. Det er ugen efter Masters på Augusta National, og det bliver årets første Europa Tour turnering i Europa. Herefter går turen dog videre til Kina, Marokko og Mauritius, inden Europa Touren kommer til Europa fra midten af maj.
– Det er en ny måde at arbejde sammen med Europa Touren, og jeg er meget stolt af at være en del af det, siger Garcia i en pressemeddelelse.
– En del af den stolthed skyldes, at turneringen skal spilles på Valderrama. Det er uden tvivl én af de bedste baner ikke blot i Europa men i hele verden, siger Garcia.
Præmiesummen øges til € 2 mio., hvilket er € 500.000 mere end sidste år på Real Club de Golf El Prat, hvor James Morrison vandt.
Garcia afslørede det i fredags
I fredags afslørede Sergio Garcia på Twitter, at hans velgørende fond bliver vært for turneringen på Valderrama.
Det er Europa Touren dog næppe alt for begejstrede over, da pressemeddelelsen med detaljerne først blev udsendt onsdag.