Frederik Andersen fra Odense Eventyr Golf Klub fører Bravo Tours Open by Visit Tønder efter en stormende førstedag. Fynboen, der spiller sin første sæson som professionel, kom Rømø-banen rundt i to under par, 70 slag. Det giver ham føringen med et enkelt slag til engelske Alex Wrigley.
Jeff Winther og flere store danske navne fik en god start og blander sig i topstriden.
Stormfyldt førstedag ved Bravo Tours Open by Visit Tønder
Vinden var usædvanlig kraftig på førstedagen af Bravo Tours Open by Visit Tønder, og kun to spillere i det 132-mand store felt, formåede at bryde par. Frederik Andersen var den bedste af disse, og ikke overraskende var han rigtigt fint tilfreds med sin første runde.
– Det var en fin runde i dag. Det var en hård kamp på 14 af hullerne, og så var der fire gode birdiechancer undervejs, forklarede Frederik Andersen efter runden.
Frederik Andersen spiller sin første sæson på ECCO Touren efter at være vendt hjem fra college i USA. Årets sæson er svær at kalde, mener Andersen, men dagens runde var en god start.
– Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal have af målsætning for i år. Det er svært at komme hjem, og så vide præcist hvor man står i forhold til konkurrenterne, men i dag beviste i hvert fald, at når jeg spiller mit bedste, så kan jeg godt være med fremme, fortæller en ydmyg Frederik Andersen, der bedre kan sætte ord på en langsigtet målsætning.
– Jeg håber, at jeg i løbet af to – tre sæsoner kan spille mig på Challenge Touren, men det er da okay, hvis det går hurtigere, slutter Fynboen grinende.
tærke navne i hælene på Frederik Andersen
Efter Frederik Andersen og Alex Wrigley – som var eneste spillere under par på førstedagen – følger en række stærke danskere. Europa Tour spiller, Jeff Winther, som gæsteoptræder på ECCO Touren i denne uge, kunne efter tre birdies og tre bogeys krybe i læ i klubhuset og glæde sig over at komme rundt i par. Det rækker til en tredjeplads under de svære betingelser, og den placering deler han med bl.a. Victor Østerby, Peter Launer Bæk, Jesper Lerchedahl og den tidligere Europa Tour og Challenge Tour spiller, Antti Ahokas fra Finland.
Martin Leth Simonsen, Simon Gundorph og Benjamin Poke er en del af en større gruppe i et slag over par på en delt niendeplads.
Torsdag vendes startlisten på hovedet, og går det, som det gjorde onsdag, så betyder det sværere betingelser til eftermiddagsholdet.
Du kan finde stillingen i Bravo Tours Open by Visit Tønder her.
Se starttider for 2. runde af Bravo Tours Open by Visit Tønder her.