Sammensætningerne af de fire fourballs matcher som indleder Ryder Cup 2018 på Le Golf National blev offentliggjort under torsdagens storslåede åbningsceremoni. Her fik Tiger Woods i øvrigt det største bifald, selvom langt de fleste af mange tusinde tilskuere er fra Europa.
Thorbjørn Olesen kommer på banen fredag morgen, hvor han og Rory McIlroy skal spille mod Dustin Johnson og Rickie Fowler. De spiller i anden gruppe med start kl. 8:25.
I fourball spiller man hver sin bold, så holdet har to scores pr. hul. Holdets bedste score på et hul tæller som holdets score på hullet mod det andet holds bedste score. Holdets dårligste score tæller ikke.
Den europæiske kaptajn Thomas Bjørn har i samråd med vicekaptajnerne valgt at sætte fire erfarne spillere sammen med fire rookies. Den eneste af de fem rookie der ikke spiller fredag morgen er Alex Noren, som vandt HNA Open de France på banen i juli, så mon ikke han kommer på banen i foursomes.
For USA er Tony Finau og Justin Thomas med i fourballs, mens Bryson DeChambeau, der er holdets tredje rookie sidder over.
Ryder Cup sendes primært på Viasat Golf og Viaplay.dk, men søndagens singler sendes også på TV3 Max. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv eller i denne artikel.
Fourballs – fredag
08:10 – Justin Rose & Jon Rahm – Tony Finau & Brooks Koepka
08:25 – Rory McIlroy & Thorbjørn Olesen – Dustin Johnson & Rickie Fowler
08:40 – Paul Casey & Tyrell Hatton – Justin Thomas & Jordan Spieth
08:55 – Francesco Molinari & Tommy Fleetwood – Tiger Woods & Patrick Reed
Otte spillere sidder over
Da der er fire matcher og 12 Ryder Cup spillere på hvert hold, så er der fire spillere fra hvert hold som sidder over.
De fire der sidder over for Europa er Ian Poulter, Sergio Garcia, Henrik Stenson og Alex Noren.
For USA sidder Bubba Watson, Webb Simpson, Phil Mickelson og Bryson DeChambeau over.
Foursomes senere i dag
Senere fredag spilles de fire foursomes matcher med planlagt start kl. 13:50. Holdene til foursomes forventet offentliggjort fredag omkring kl. 12:45.