Franske Adrien Bernadet og norske Kristoffer Reitan gik begge første runde af Mediter Real Estate Masters i seks under par.
Dermed deler de to føringen med et slag til tyske Daniel Wünsche, mens blandt andre Jeppe K. Andersen og Patrick Winther indtager en delt fjerdeplads efter førstedagen.
Mediter Real Estate Masters er stærkt besat af internationale topspillere fra især Challenge Touren, og det var da også en af disse, der hurtigt kravlede i spidsen for turneringen. Adrien Bernadet satte fem birdies og en eagle på kortet på vej mod en runde i 64 slag på Tour Course.
Endnu mere imponerede var det dog, at den norske amatør, Kristoffer Reitan, med en 66’er, seks under par, på den sværere Stadium Course, deler førstepladsen med Bernadet efter førstedagen. Den norske teenager er udråbt som Norges største golftalent, så måske dagens runde er begyndelsen på noget rigtigt stort for Reitan.
Dårlig opvarmning gav god start for Winther
Patrick Winther og Jeppe K. Andersen deler titlen som bedste dansker efter førstedagen. Begge spillere gik fire under par, og mens Jeppe K. Andersen gjorde det på Tour Course, så var Patrick Winther både glad og en anelse overrasket over, at han satte sin autograf på en 68er på den lange og krævende Stadium Course.
– Jeg ramte ikke bolden ret godt på rangen i morges, så jeg havde ikke de store forventninger for dagen, men jeg kom rigtigt godt fra land, og så blev det egentligt ret godt, forklarer Winther.
– Jeg lavede et par enkelte fejl undervejs, som kostede lidt, men man kan ikke forvente, at de helt udebliver, når man ikke har trænet så meget over vinteren, uddyber Winther, der ser frem til at spille Tour Course onsdag og forhåbentligt sætte endnu en god runde sammen.
– Jeg skal prøve at fortsætte med at ramme fairways og spille mit eget spil. Det er jo lidt anderledes end de flestes, slutter Winther selvironisk med henvisning til de lidt kortere drives end tourens mest langtslående.
Af øvrige danskere kan nævnes, at Peter Launer Bæk er på en delt syvendeplads, mens en stærk dansk trio bestående af Benjamin Poke, Martin Ovesen og Mads Søgaard indtager 13. pladsen i to under par.
Christian Gløët, Martin Leth Simonsen og Kasper Sørensen ligger på en delt 23. plads i et slag under par, mens store profiler som Daniel Løkke, Victor Østerby og Mark Haastrup har lidt arbejde forude onsdag, hvis de skal klare cuttet og have del i de 50.000 euro, som præmiesummen lyder på ved Mediter Real Estate Masters.
Du kan se stillingen ved Mediter Real Estate Masters her.
Se starttider for 2. runde af Mediter Real Estate Masters her.