Alexander George Frances vandt ECCO Tour Catalunya Championship efter seks hullers omspil. Det var den anden og sidste ECCO Tour turnering i Spanien, og næste turneringer er i Polen.
Efter runder på skiftevis Stadium og Tour Course blev finalerunden spillet på Stadium Course. Modsat den første turnering, som Christofer Rahm vandt, der havde finalerunde på Tour Course.
Inden finalerunden havde Oliver Suhr føringen i -10 foran Frederik Birkelund i -9 og skotske Sandy Scott i -7. Victor H Sidal Svendsen var på en delt 4. plads i -6.
Oliver Suhr faldt tilbage efter en tredobbelt bogey på 4. hul, men kæmpede sig tilbage og efter bl.a. en eagle på 15. og en birdie på 17. hul ville en par på sidste hul have givet ham sejren. Men han lavede en dobbeltbogey, og sluttede ét slag fra et omspil mellem tre spillere.
Det var Alexander George Frances, svenske Fabian Sundén og finske Matias Honkala der sluttede i -8 og skulle i omspil om sejren. Omspillet blev spillet på par-4 hullet 18., hvor Sundén røg ud på første omspilshul med en bogey. Frances og Honkala spillede seks gange inden Alexander George Frances sikrede sig sejren med en birdie. Frances vandt to gange på Nordic League sidste år, hvor han blev bedste dansker med en 7. plads på ranglisten.
Oliver Suhr delte 4. pladsen i -7 med Frederik Birkelund, svenske Albin Bergström og Emilio Cuartero fra Spanien.
Peter Launer Bæk blev n. 10 i -3, Morten Toft Hansen nr. 15 i -2, Jacob Worm Agerschou og Victor H Sidal Svendsen nr. 18 i -1, Victor Bjørløw nr. 22 i par, Bjørn la Cour Søborg nr. 39 i +3, Morten Ørum Madsen nr. 41 i +5 og Magnus A Østergaard nr. 45 i +6. De øvrige danskere missede cuttet.
Næste turneringer på Nordic League er tre turneringer på Sand Valley Golf Resort i Polen fra den 7. april.