Alexandra Försterling vandt Amundi German Masters, hvilket var den 24-årige tyskers fjerde sejr på Ladies European Tour. Alle vundet i hendes seneste 11 LET turneringer siden september 2023! Mandag er der europæisk US Women’s Open kvalifikation på banen.
Line Toft Hansen og Cecilie Finne Ipsen var med på G&CC Seddiner See sydvest for Berlin, men var begge delt nr. 117 i +12 efter de første to runder og syv slag fra cutgrænsen.
Försterling vandt efter omspil
Alexandra Försterling og Emma Spitz delte 1. pladsen i -12 inden Försterling vandt med en birdie på andet omspilshul.
Gabriella Cowley blev nr. 3 i -10, mens Laura Fuenfstueck og Kirsten Rudgeley delte 4. pladsen i -8.
Fire sejre i 11 turneringer
Alexandra Försterling kom på LET i 2023 efter hun sluttede på en delt 1. plads på Tourskolen.
Det var som nævnt hende fjerde LET sejr efter hun også vandt VP Bank Swiss Ladies Open 2023, Mallorca Ladies Open 2023 og Aramco Team Series Presented by PIF – Tampa 2024.
Og de fire sejre er vundet i hendes seneste 11 LET turneringer, og hun har to sejre i træk på LET, da hun ikke havde spillet siden sejren i Tampa.
Mandag er der US Women’s Open kvalifikation på banen
I morgen, mandag den 20. maj, spilles den europæiske US Women’s Open kvalifikation på banen. Der er dog ingen danskere på den deltagerliste, man kan se på ladieseuropeantour.com.
Først kvalificerede Emily K Pedersen sig i USA og siden har Nanna Koerstz Madsen også kvalificeret sig til US Women’s Open, som spilles på Lancaster Country Club i Pennsylvania fra den 30. maj til 2. juni. Præmiesummen på 12 mio. $ er den største i kvindegolf.