De første to dage er Belgian Knockout som enhver anden Europa Tour turnering, men derefter bliver formatet anderledes, da der i weekenden skal spilles 9 hullers slagspilsmatcher.
Læs mere om formatet nedenfor.
64 skal spille lørdag – kun 8 er med på søndag
Der er 144 spillere i feltet, men kun 64 går videre til weekenden. De 144 er opdelt i to grupper af 72 – grøn og pink på leaderboardet – og fra hver af de to går de 32 bedste videre. Der er omspil, hvis flere deler 32. pladsen. Spillerne seedes derefter i de to grupper med 32 spillere.
I 9 hullers matcherne er det kun vinderen, som går videre. Bemærk at det slagspil, så man spiller alle 9 huller, og den med den laveste score vinder matchen. Hvis en 9 hullers match er lige efter 9 huller afgøres det ved omspil.
Lørdag spilles tre runder, så kun de 8 bedste er med på søndag, hvor der spilles kvartfinaler, semifinaler, match om 3. pladsen og finale.
Kombination af de to baner på Rinkven International
Der spilles på en kombination af huller fra South og North Course på Rinkven International GC i Antwerpen, hvor værten Thomas Pieters er medlem.
Thomas Pieters er vært
Formatet er stort set det samme som i 2018, hvor Belgian Knockout blev spillet for første gang. Thomas Pieters er vært for turneringen, der arrangeres af PietersProductions med Thomas’ søster og svoger som de ledende kræfter.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte torsdag til søndag. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.